Formationssang - sang i konstellation og bevægelse

Om den kommer fra himlen, fra hjertet, kroppen eller kloden, om den er 'oprindelig' eller et restprodukt fra den store klassiske tonalitet, om den er primitiv eller raffineret, om den skal kaldes intuitiv eller improviseret eller fri, så sker der på godt og ondt noget særligt med sang, når man sætter sig for at mødes i den uden partitur eller kendt melodi eller tekst. Ofte kan passager af stor skønhed følges af en følelse af at være passager på et synkende Titanic - og nej, det er ikke 'nærmere Gud til dig', jeg hentyder til. Og så er der selvfølgelig det der element af, at åbne sangcirkler uden formler også ofte har vekslende deltagere, så det kan være svært at give et klart bud på, hvad der udvikler sig - hvis noget da udvikler sig overhovedet.

Jeg har givet mig hen til disse øvelser gennem mange år, og der er såmænd ikke grund til at blive mere ærgerlig og træt af dem end af talesproget, hvor de fleste af os jo også trasker rundt i de samme mere eller mindre rigtigt fordøjede udtryk i årevis, og hvor de fleste af os for længst har opgivet at træne systematisk. Alligevel kan vi ofte blive løftet, forstået, forløst, komme dybere og finde vores rette plads, når samtaler med mellemrum lykkes. Hemmeligheden er som oftest den simple at skabe det rigtige rum og rytme for den.

Når vi ikke har dirigent eller partitur til at vise vej mod det fælles mål, bliver andre omstændigheder pludselig tydelige: vejret, akustikken, psykiske og fysiske spændinger osv. osv.
Det har betydning, om man varmer op, 'tuner ind', 'mediterer', laller rundt, er løs eller fokuseret.
Og så har det faktisk lidt at sige, hvordan man anbringer sig og/eller bevæger sig i rummet.
I GONG har vi gennem årene eksperimenteret med et væld af måder at sidde, stå og bevæge sig, mens man synger 'intuitivt' sammen - det gør virkelig en forskel, om den fælles sang løfter sig fra en cirkel, to rækker, grupper eller parvis.

En klassiker, som er lånt fra folkdans, er at bevæge sig i kæde:

Her har vi frosset bevægelsen, hvor alle deltagerne har fat i en partners venstre hånd. Kæden bevæger sig imidlertid, så i næste moment går de højre om hinanden, og højrehænderne rækkes frem mod den næste i rækken, så Sort3 hilser på Grøn2 i punkt A og Sort2 hilser på Grøn3 i punkt B. Kæden skal selvfølgelig være en cirkel, og det er en fordel at være et godt stykke flere end seks deltagere - et lige antal naturligvis. Legen er meget stimulerende, fordi man kommer tæt på de andre sangere, lytter til deres stemmer og udtryk, men det sjældent føles generende intimt, fordi bevægelsen bringer os videre i dansen - som gerne må have en noget langsommere puls end de fleste folkedanse.

En anden god dynamisk gruppeformation er dobbeltspiralen, hvor udgangspunktet igen er en cirkel, og her er det nødvendigt at være flere, helst op imod 20 personer eller flere - så det er til de festlige lejligheder. Cirklen er til en begyndelse sluttet, alle holder hånd, og det brydes kun af den person, som bliver slangens hoved. Han/ hun trækker hele kredsen indad, med ryggen til den eksisterende cirkels bagende, indtil hele kredsen er trukket med i bevægelsen, som til sidst danner en spiral, hvor man kan få opfyldt nogle af sine nærhedsbehov - den sorte del af ovenstående spiral.

En spiral er ved at blive skabt

Når slangens hoved til sidst danner et centrum (rød og sorts mødepunkt på første spiralillustration) for en spiral, uden ret meget plads mellem rækkerne, vender han/hun retning, næsen udad og går i modsat retning - rødt spor - så to rækker i bevægelse syngende kan se hinanden i øjnene. Alle holder fast, og til sidst vikler det hele sig helt ud, og udgør atter en lang kæde, men nu med næserne udad i forhold til før.

På det seneste har vi eksperimenteret en del med, hvad man helt bogstaveligt må kalde dynamiske konstellationer (stella ~ stjerne), som også knytter an til artiklen om botaniske vækstdynamikker og tonalitet.
Den mest simple model er med fem deltagere:

Som forberedelse kan man markere de fem punkter i rummet, så der er klarhed over, hvad man skal sigte efter. Man finder hinanden i klangen og med øjnene, og får igangsat bevægelsen, som gerne må være langsom og indfølt - det er nok under alle omstændigheder en nødvendighed i starten. Man går fra punkt til punkt, og hver gang, man er nået frem til et nyt, vender man sig atter med næsen mod midten, søger øjenkontakt, og går  til næste punkt. Det fine er, at hvis man afpasser sit tempo og sine ganglinjer, sker der ingen kollisioner, men den samme gode vekselvirkning mellem nærhed og afstand som kædemodellen. Det kan være en stor tilfredsstillelse uden ord at finde den fælles bevægelsesrytme, som naturligvis også vil sætte sit præg på sangen, så koreografi og musikalsk harmoni går op i en højere enhed.
Legen tager udgangspunkt i et ulige deltagerantal, men man kan indføre 'blind makker', og eksempelvis udføre ovenstående mønster, selvom man kun er fire eller sågar tre.
Og så kan man lave variationer: dels kan man bevæge sig i begge retninger, dels indeholder stjernerne fra de højere ordener flere forskellige varianter:
Syv-stjernen to, ni-stjernen ligeså, elleve-stjernen fire osv.:

Syv-stjerner:

Elleve-stjerner:

Til sidst er det som at høre stjernerne selv synge!

Der er naturligvis et væld af andre mønstre, der kan udfoldes på denne måde.

God fornøjelse!