tirsdag den 31. maj 2011

Metronomi

Flash mob på Kbh. Hbg.

Stockhausens Stimmung i København

Nu er der jo efterhånden opstået en subkultur som beskæftiger sig intensivt med overtonesang i praksis. Fra det perspektiv minder Stimmung mig æstetisk, klangmæssigt om begyndere der øver sig. Personligt bryder jeg mig ikke meget om forestillingen om, at den gyldne nøgle til overtonesang skulle være stærkt nasalerede vokallyde, som man hypnotiseres med i en god times tid i Stockhausens værk. Men man kan ikke komme uden om at værket har haft meget stor betydning, så helt undtagelsesvist bringes her en ren reklame for en aktivitet uden for GONGregi (SL, blogbestyrer):

ONSDAG DEN 1. JUNI KL. 21:00, FESTIVALSCENE

Athelas New Music Festival 2011, Republique, Øster Fælled Torv 37, Kbh. Ø.

MEDBRING TÆPPE ELLER PUDE! BILLETTER: 90 kr. (Studie- og U25-rabat: 60 kr.)  > Se billet info
Stockhausens krævende klassiker synes legende let, når den synges af Theatre of Voices, et vokalensemble i verdensklasse.
“Kære Paul Hillier, jeg har nu hørt din indspilning af “Stimmung”. Jeg vil omgående anbefale, at du opfører “Stimmung” ved åbningen af Berliner Festwochen i anledning af min 80 års-fødselsdag i 2008. Indspilningen er helt enestående.” Sådan skrev Karlheinz Stockhausen til Paul Hillier om hans og Theatre of Voices cd-indspilning af det banebrydende vokalværk. Desværre nåede Stockhausen ikke at opleve sin 80-års fødselsdag, men hans anbefaling blev fulgt. Nu får vi chancen for at høre, hvad der begejstrede komponisten.
“Stimmung” blev skrevet i 1968, på bestilling af Collegium Vocale Köln. Værket indebar en helt ny måde at komponere for stemmer på, hvor bl.a. overtonesang og improvisation spiller en væsentlig rolle. Det tyske ord “Stimmung” har ligesom det danske “stemning” flere betydninger, som Paul Hillier påpeger: “Stimmung har ikke blot den ydre betydning, at stemmer eller instrumenter stemmer, men også den indre, at få sjælen til at stemme rent. Når mennesker stemmer godt overens (på engelsk, at de er “in tune”), taler man om, at der hersker en god “Stimmung”. Og ordet har selvfølgelig rod i "Stimme", stemme.”
Oplevelsen af historiske ruiner i Mexico og udsigten til en tilfrosset og snedækket fjord i Connecticut, hvor “Stimmung” blev til, var nogle af de stemninger, der inspirerede Stockhausen.
“Stimmung” er skrevet for seks stemmer og seks mikrofoner, og baserer sig som det første værk i vestlig musik på overtonesang, som kendes fra bl.a. Tibetansk folkemusik. Sangerne begynder med at synge et dybt Bb, som de så synger overtonerne til. Gradvis udbygges og transformeres overtonesangen med dette udgangspunkt. Værket er med Stockhausens udtryk bygget op af 51 “momenter”, som påbegyndes af sangerne på skift, når sangerne har fundet samklang i det foregående moment, og det skønnes at være sunget til ende. Der indgår også forskellige talte elementer, såsom løsrevne ord, magiske gudenavne fra forskellige kulturer og Stockhausens egne, lidenskabeligt erotiske kærlighedsdigte.
Opførelser af “Stimmung” kan forløbe meget forskelligt – Paul Hillier omtaler sin egen og Theatre of Voices’ version som “Københavner-versionen” – men ét er sikkert: Oplevelsen er magisk.
Medbring tæppe eller pude og nyd de stemningsfulde akkorder liggende eller siddende.
Theatre of Voices støttes af Sonning Fonden.




THEATRE OF VOICES
Else Torp – sopran I; Louise Skovbæch – sopran II; Randi Pontoppidan – alt; Wolodymyr Smishkewych – tenor I; Chris Watson – tenor II; Jakob Bloch Jespersen – bas; Ian Dearden – lyddesign; Paul Hillier – kunstnerisk leder
PROGRAM: KARLHEINZ STOCKHAUSEN (1928-2007): “Stimmung” (1968)