onsdag den 6. november 2013

432 spegesild i sekundet


Må jeg så bede om kammertonen!
Forestillingen om, at frekvensværdien 432 Hz i tonernes verden er udtryk for noget særligt, har vist sig at være sejlivet.
Er 432 Hz et udtryk for en dybere, mere naturlig, ja måske endda mere kosmisk kammertone end 440 Hz?

Mit umiddelbare og klare svar er nej! 
Fortalerne for denne forestilling – og de er mange – får ikke reflekteret over, hvad deres argumenter grunder i. For hvad er egentlig en Hertz, og hvad dækker talværdien over?
Vi skal her gennemgå akkurat disse spørgsmål. Det er dog nødvendigt med seks generelle betragtninger først:

1) 432 Hz, 440 Hz osv. er referencepunkter. Der findes ikke tonefrekvenser, som er 'renere' end andre, lige så lidt som nogen af regnbuespektrets smukke farver er renere end andre. Det med farverne skal vi vende tilbage til, da ideen om de 432's fortræffeligheder ofte lanceres med formodninger om direkte korrelationer mellem farver og toner.

2) Ofte ledsages forestillingen om det særlige ved A=432 Hz af en formodning om, at den er mere oprindelig, måske med urgamle rødder. Man skal så erindre, at første gang, en tones frekvens blev fastslået, var i 1636, hvor Marin Mersenne målte en tone på 84 Hz.

Marin Mersenne (1588-1648)
var den første til at fastslå en tones frekvensværdi i 1636

3) Det er også vigtigt at holde sig for øje, at kammertonen, A, har vekslet meget gennem historien og fra sted til sted. Tilmed har nabobyer opereret med forskellige kammertoner. Det kan man læse om på det udmærkede Musikipedia-opslag om emnet.

4) De deciderede konspirationsteorier om Goebbels og nazitankegang som afgørende for, at kammertonen blev fastsat til 440 Hz, taler for sig selv. Det er spekulation. Værdien blev vedtaget af et flertal af deltagerne i en international konference i London i 1939. Allerede ved en konference i Stuttgart i 1834 blev den foreslået som reference. Den havde været i brug som standard i USA siden 1917 på anbefaling af American Federation of Musicians og anerkendt på regeringsniveau dér længe inden verden blev nødt til at tage nazisme alvorligt. Værdien blev i 1955 optaget af Den Internationale Standardiseringsorganisation og i 1975 udnævnt som ISO-standard, den mest udbredte standard verden over.


Sneskulptur fra Harbin, Kina. Wikipedia.

5) Tonen fletter tid og rum sammen!
Hvis man – som 432-fortalerne – kun fokuserer på tonernes frekvenser, fanger man kun halvdelen af billedet og ender med noget amputeret. Tonens væsen er faktisk en helhed af et tidsaspekt, frekvensen, og et rumaspekt, bølgelængden. De to er helt uadskillelige og hinandens inverse, som det kommer til udtryk i formlen f x λ = v, hvor f er frekvensen, λ er bølgelængden og v er lydens hastighed i mediet, oftest luft, ca. 343 m/s. Hvis frekvensen stiger, bliver bølgelængden mindre.

Lydens hastighed - og dermed frekvensen - er temperaturafhængig!
I min lille lejlighed i Hillerød har jeg en orgelpibe stemt i 432 Hz. Om vinteren er det helt normalt, at der er 20°C i stuen og 0°C udenfor, altså en forskel på 20°C. Hvis jeg bærer orgelpiben, som jeg har udstyret med et mundstykke, udenfor og blæser i den, falder dens frekvens umiddelbart fra de 432 til 417 Hz pga. temperaturforskellen, og fordi dens længde stort set forbliver konstant, 79 cm fra labiumkant til munding. Det er en langt større forskel end den mellem 432 og 440 z, så med andre ord er man på meget tynd is, hvis man udelukkende vil betragte toner som et spørgsmål om nogle 'pæne' frekvensværdier!
Der kræver såmænd ikke mere end en enkelt grads fald eller stigning i temperaturen, før de 432 Hz ikke længere er 432 Hz!
Faldet fra 432 til 417 Hz modsvarer en relativ ændring på 61,2 cent (100 cent er en ligedelt halvtone), mens forskellen mellem 440 og 432 Hz er omtrent det halve, 31,8 cent eller mindre end en tredjedel halvtone.


Tabel over sammenhængen mellem lufttemperatur og lydens hastighed.
Fra Wikipedia

6) Én Hertz er kort sagt én svingning pr. sekund. Det er en måleenhed for frekvens.
Hvis man vil argumentere for, at et antal Herz har fundament i dybere naturlig lovmæssighed i kraft af noget særligt ved tallet, skal man altså også kunne godtgøre, at tidsenheden ét sekund nærmere er et udtryk for natur end kultur.
... og sekundet som tidsenhed? I vesten blev det i 1267 introduceret af Roger Bacon 
(1214-1294). Persiske al-Biruni var noget tidligere på banen, men man har ikke haft apparater til at måle sekunder før sidst i det 16. århundrede. Tidsenheden er ikke en naturkonstant; vores indre rytmer som puls og åndedræt varierer uden spring eller fikspunkter, men som hver deres kontinuum. Et sekund er konvention, kultur ... menneskeværk!


Myten432 Hz er en af de mange værdier, kammertonen historisk har antaget. Denne værdi er bl.a. blevet benyttet af Guiseppe Verdi, som dog også benyttede sig af andre. Schilerinstituttet tog i en kampagne med begyndelse i 1988 udgangspunkt i det, de kaldte Verdi Tuning.
Myten om 432 som særlig magisk frekvensværdi har sandsynligvis sine rødder i Rudolf Steiners antroposofi, hvor han i begyndelsen af 1920'erne gav anbefalinger om de tonale fikspunkter C=128 Hz og a'=432 Hz i en sammenhæng, som dels var båret af en analogibaseret kosmologi (bl.a. ud fra en forestilling om sammenhæng mellem metaller og de klassiske planeter, og at solpletter er fødselskanaler for kometer, meteorer og stjerneskud! Citatlink), dels praktisk musikudfoldelse i bevægelsens skoler og orkestre. Tilsyneladende har dette ikke ført til større kontrovers, før Maria Renold i 1985 skrev om det i sin udgivelse 'Intervals, Scales, Tones and the Concert Pitch C=128 Hz', og den alternative kammertone blev antaget i tidens new age-kultur som en mere menneskelig og naturlig toneværdi, vel at mærke koblet med en forestilling om, at 440 Hz tilsvarende gør mennesker asociale og konfrontationssøgende.
Siden har man set argumenter om, at de 432 Hz kan underbygges af den gyldne proportion, pyramider, planetbevægelser og -afstande med meget mere i en subkultur, hvor der ikke stille særlige krav til belæg for spekulative påstande.

Et organisk pejlemærke
Er jeg da helt og aldeles imod, at man søger et naturligt referencepunkt for tonesystemer?
Nej, bestemt ikke! Faktisk mener jeg, det af praktiske grunde ville give god mening at indføre c'=256 Hz (otte oktaver over ét sekund), netop så der kunne komme konsistens i forhold til vores tidsenheder, men det er nok et spørgsmål, om det er besværet værd.
Et andet perspektiv er, at vi med øret faktisk har det organ, som varierer mindst i relativ størrelse fra menneske til menneske og set gennem menneskets evolution, og som derfor meget naturligt kunne tages i anvendelse som fysisk reference. Det drejer sig om sneglens akustiske egenskaber, men de understøtter ingen af 432-forestillingerne. Se præsentationen Heureka, cochlea!

432 Hz som musik

Men lad os tage fat i musikken! 
Jeg er kun hobbyinstrumentalist, men når jeg optræder med overtonesang, akkompagnerer jeg mig selv på et monochord, et simpelt droneinstrument, som har mange strenge, men kun én tone. Hvad er vigtigt at tænke på? Hvad skal jeg stemme det efter?
1) Min stemmes klang, leje og registre!
2) Rummet. Hvis akustikken spiller en vis rolle, hvor jeg optræder, kan jeg overveje at justere tonelejet, så det passer til rummets akustiske egenskaber.
3) Til følelser, fornemmelser og indskydelser.
... er der fra en sangers perspektiv meget andet at overveje? Nej!
Musikere, som spiller komponeret musik på mere komplekse instrumenter vil naturligvis have flere udfordringer.

Musikkens iboende strukturer:
I en syvtoneskala med grundtone C, er A den store sekst.
Den moderne stemningspraksis med ligedelt oktav er bestemt ikke uproblematisk. Tertser og sekster stemmes her i størrelsesordenen 1/7 halvtone urent set i forhold til intervaller bygget på naturtonerækkens værdier. Det burde de ihærdige fortalere for 'naturlige' forhold fokusere mere på, for der er betydeligt mere kød på den luns.

I ligedelt oktav vil c' (enstreget c) være 261,63 Hz og a'= 440 Hz
432 Hz er det pythagoræiske stemningssystems store sekst fra c'= 256 Hz.

En oktav er frekvens- og bølgelængdeforholdet 1:2
256 Hz er en oktav af tidsenheden ét sekund; der er otte fordoblinger af frekvensen – og tilsvarende otte halveringer af bølgelængden – i 'toneintervallet' fra 1 Hz til 256 Hz: 1-2-4-8-16-32-64-128-256




Man når frem til kammertonen a'=432 Hz ved at bevæge sig tre rene kvinter (forholdet 2:3) op fra 256 Hz og én oktav ned. I tal: 432 Hz = 256 Hz x (3/2)3:2 (= 256 x 27/16)
Det er med andre ord allerede ret speget, hvordan man kommer fra tidsenheden ét sekund til frekvensværdien 432 Hz.

Men hvad dækker tidsenheden egentlig over? 
- Ét sekund er en underdeling af et jorddøgn i 60x60x24 = 86.400 dele. Opløst i primfaktorer er der tale om en deling af døgnet i 27x33x52.
Det er altså også en kompleks affære og i bund og grund kultur, menneskeværk!
Vel er de lave primtal 2, 3 og 5 ladede med fundamental musik, da de i naturtonerækken udtrykker intervallerne oktav, ren kvint og stor terts (NB! I nævnte rækkefølge).

Men 7-, 11- og 13-delinger kommer også til udtryk i naturen – og de følgende primtal ligeså!!

Opsummerende er i første omgang sekundet (tidsenheden) og i anden omgang den pythagoræiske store sekst slet og ret et udtryk for menneskers hang til at systematisere.

432 Hz svarer til en deling af jorddøgnet i 215x33x52.

- Et udtryk for overensstemmelse med dybere natur? Nej!
Forestillingerne ender alt for let i spekulativ numerologi.

Naturligvis kan 432 Hz af praktiske grunde føles god. Det gælder både sangeres registerovergange, strygeinstrumenter, som ikke skal spændes så hårdt, og når man generelt vil lukke lidt luft ud af den inflation, der vitterlig er gået i kammertonen (orkesterklang opleves som havende mere brillians, når kammertonen hæves et par Hertz i forhold til den reference, øret har vænnet sig til. Det udnytter nogle orkestre). Men det drejer sig altså om en ganske lille forskel!

Hvad er da forskellen mellem den ene og den anden kammertone?
Intervallet 440:432 svarer til det rene interval 55:54, hvor den rene heltone er enten 9:8 eller 10:9 og den rene halvtone enten 16:15 eller 25:24. Forskellen i Hertz er imidlertid afhængig af tonehøjden, så for at forstå den relative afstand mellem de to værdier regner man i musikken med det logaritmiske centsystem, hvor en ligedelt halvtone udgør 100 cent og en oktav 1.200 cent.
Værdien er log(55:54) x 1.200 : log2 = 31,8 cent, eller hvad der svarer til omtrent en tredjedel halvtone.



Toner og farver


Rent praktisk må man også forholde sig til, at døgnrytmen befinder sig i en helt anden svingningsdimension end tonefrekvenser i énstreget oktav!
Det samme gør sig gældende for de korrelationer, som mange i fascination af et holistisk sprog læser ind som direkte korrespondancer mellem planeter, chakraer, farver osv.

Det er en vigtig og rigtig betragtning, at oktaven i såvel tonernes som farvernes verden udtrykker samme princip:
At vende tilbage til en kendt kvalitet på et nyt niveau/en ny omdrejning af spiralen.

Alle toner i oktavafstand har samme navn.
Og det er tydeligt, at rød og violet, udtrykkene for den langsommeste hhv. den hurtigste frekvens i regnbuespektret – som dækker lige knapt en oktav – er nabofarver, ikke bare to polære modsætninger.


Men de, som er ivrige efter at sætte direkte lighedstegn, glemmer igen alle mellemregningerne.

- Først og fremmest er der tale om to fundamentalt forskellige bølgetyper, som under normale omstændigheder ikke udveksler med hinanden. Lys udbredes transversalt, lyd longitudinal.

- For både lys og lyd er der en entydig og direkte sammenhæng mellem frekvens og bølgelængde. Det er to sider af samme mønt. Vi kunne lige så godt identificere en tone efter dens bølgelængde som efter dens frekvens. I farvernes verden identificeres netop efter bølgelængder. Det er konvention.

Men, vigtigt: Hvis der er et oktavforhold mellem en tones frekvens og en farves frekvens, så er der netop pr. definition ikke tilsvarende overensstemmelse mellem bølgelængderne, som jo altså er lige så vigtige som frekvenserne. 
De to bølgeudtryk refererer nemlig til to forskellige konstanter i den grundlæggende ligning, de begge har rod i: f x λ = k (frekvens gange bølgelængde er lig med konstant). Konstanten for lyden er udbredelseshastigheden i det relevante medie. Konstanten for lyset er lysets hastighed.

- På samme måde som tonefrekvenser og jorddøgn befinder sig i helt forskellige svingningsdimensioner, er der en kolossal afstand fra tonernes frekvensunivers til farvernes. 40 oktaver lyder meget uskyldigt, men det er gigantisk. Slå selv 240 ind på lommeregneren!

- De to bølgeformer har meget forskellige spændvidde: Vi kan høre 10-11 oktaver toner, men som nævnt kun se knapt én oktav farver. Det har stor betydning for, hvordan vi strukturerer oplevelserne af hhv. det ene og det andet felt.

- Vel er det universelt, at oktaven kommer til udtryk i proportionen 1:2, men vores oplevelse af såvel musik som farver er også bundet op på vores sansemekanisme. Og i yderområderne – de meget dybe eller meget høje toner – opleves 1:2 ikke som en oktav.

Oktavspiralen, som gengiver naturtonerækkens iboende orden.
Oktaverne deles i 1-2-4-8-... deltoner. 
Her er de første 16 vist, men de fortsætter i princippet uendeligt.
De angivne fonetiske tegns placering skal ikke fortolkes for stift!

- Den dybeste naturlige deling af lyd er naturtonerækken. Her deles oktaverne i 2-4-8-16-... deltoner. 
Farverne deles mest naturligt i tre hhv. seks. 


Subtraktiv farveblanding (pigmentfarver, fx. maling og printerblæk) til venstre
 hhv. additiv farveblanding (lysstråler, fx billedrør) til højre

Det er med andre ord ikke et udtryk for dyb refleksion at tage udgangspunkt i en kulturelt betinget syvdelt toneskala til at antage en dyb sammenhæng med syv farver, syv chakraer, syv planeter osv. Læs artikel herom!
En stor del af miséren skyldes Newtons opdeling i syv prismatiske farver fra begyndelsen af 18. århundrede. Den udmøntede sig netop, fordi han var fascineret af en mulig sammenhæng mellem astrologi, alkymi, toner og farver. Men indigo er ikke en grundfarve og korrespondancen er som nævnt i bedste fald poetisk. Newton har dog haft en sådan indflydelse, at stort set alle lægfolk er overbeviste om, at farvernes oktav naturligt deles i syv. Det er ikke tilfældet!


- Det er såmænd også påfaldende, at de korrespondancer, forskellige synæsteter finder mellem toner og farver, netop er meget forskellige.

Formodede korrespondancer mellem toner og farver skal altså indtages med et gran salt, og forsimplede lighedstegn mellem felter, som af natur er forskellige, gør man klogt i at udlægge poetisk. Sædemanden, som strøer sine lighedstegn mellem løst pløjede marker, kan ikke forvente at se nogen stor, frugtbar høst.



… og noget af det spændende ved livet er jo akkurat, når ligningen ikke går op på den enklest tænkelige måde! 
Nyd det! Dyrk, at regnstykket tilsyneladende ikke går op, og forsøg at forstå hvorfor! Dyk gerne godt og grundigt i forskellighedernes rige koralrev, inden du bevæger dig ned i lighedens afgrundsdyb!
Så er der mulighed for fordybelse!

Det er synd og skam, hvis man insisterer på at dyrke det søgte og det spekulative, for musikken er i bund og grund basis for et holistisk sprog. 

I kraft af klangbegrebet fletter naturtonerækken tre helt primære erkendelsesfelter sammen: Sprog (vokallydes klang), musik (intervaller) og matematik (proportioner). Det hele kan funderes i kroppen, og vi får et førsteklasses redskab til at afkode tid og rum. 
Frekvens og bølgelængde er tid og rum!





Jeg anbefaler bl.a. denne artikel på engelsk
Læs også artiklerne
En højere oktav?
Find kammertonen – og andre tonale fikspunkter
Chakramusik
Besyv
Numerologi

søndag den 7. juli 2013

Lissajous som polyrytmisk bevægelseskunst


Jules Antoine Lissajous (1822–1880) var en fransk matematiker, som har givet navn til de fascinerende figurer, som mest har fundet anvendelse til at anskueliggøre musikkens rene intervaller.

Det drejer sig om heltalsproportionerne 1:2 (oktav), 2:3 (ren kvint), 3:4 (ren kvart), 4:5 (ren stor terts), 5:6 (ren lille terts) m.fl.
Disse forhold opstår i naturtonerækken og er basis for vores oplevelse af musikkens intervaller. Jo simplere mønster, des mere konsonerende interval:

Klik på illustrationen for større visning!

Som overtonesanger er jeg naturligvis stærkt fokuseret på de rene intervaller, da de findes direkte i overtonerækken og kan trækkes frem fra stemmens klang. Og selvom man netop i overtonesang kan opleve, at én tone er nok til at skabe musik, så er det netop på grund af de intervalspring, der også kan spores i klanglaget. Med andre ord: Det, der skaber spænding og afslapning i musikken, er forholdet mellem to toner: Intervaller!


Noget af det interessante er, hvordan musikkens simple frekvens- og bølgelængdeforhold omsættes til følelsesmæssig oplevelse. En molterts (ren version: 5:6) er mere trist, mørkere og blødere (latin: mollis) end en durterts (ren version: 4:5) som er mere glad, lys og hård (latin: durus).


Hvis man oktaverer disse primære intervaller ned (gentagne gange dividerer frekvenstallet med to) fra tonernes frekvensområde til det rytmiske, vil vi kunne opleve polyrytmik: at to forskellige rytmiske inddelinger af node eller takt er på banen samtidigt. En spejling af den rene kvints intervalforhold 2:3 hedder i polyrytmernes område 2 mod 3 (når grundrytmen er tredelt) eller 3 mod 2 (når grundrytmen er todelt).




Da noder på mange måder er uegnede til at gengive polyrytmiske strukturer, og da mange har svært ved at lære dem, har jeg udviklet en måde at præsentere og lære simple polyrytmer. Rytmen her kan let trommes med højre og venstre hånd. Hvis du imidlertid har fokus på remsen 'DET ER så LET' til venstre (grøn), vil ordenes betoninger (VERSALER) gøre, at du opleve rytmen som tredelt. Skifter du så fokus til højre (blå), opstår magien, for rytmemønstret ændrer karakter, idet du med remsen 'LET at LÆ-re' oplever grundrytmen som todelt.



Så skal vi foretage endnu et spring, hvor det måske vil hjælpe at tænke på, at man kan 'tegne' kurver i mørket med stjernekastere: 

Nunchaku er en traditionel japansk kampkunst, hvor man benytter sig af en todelt stav med et led imellem efter princippet fra en plejl


Kunsten har en meget dygtig udøver i Roy Williams, som har det sorte bælte i flere kampsportsformer. Han har udviklet en variant af nunchaku, som han kalder penchaku, der har en høj grad af æstetisk appel. Her udføres bevægelser med stavene, så der frembringes lissajousfigurer. Der er flere fine videoer at se på hans YouTube-kanal. Nedenfor serveres en smagsprøve:


Jeg finder det meget inspirerende!

fredag den 7. juni 2013

Krystalsyngeskåle er af glas

/SL:
Man møder gang på gang forestillingen om, at de såkaldte krystalsyngeskåle er lavet af 'knust bjergkrystal'.

Men der er mange myter i de nyspirituelle miljøer. Et andet eksempel er de traditionelle tibetanske syngeskåle, som ofte sælges med en påstand om, at de er fremstillet af syv metaller. Det har man ikke kunnet finde belæg for ved metallurgisk analyse. De er lavet af klokkebronze (en bronzelegering af kobber og tin).


De fleste er klar over, at bjergkrystal – store, gennemsigtige kvartskrystaller – er dyre. Såkaldte krystalsyngeskåle er også dyre, men de havde med garanti ikke været til at betale, hvis råmaterialet havde været 'pulveriseret bjergkrystal', som det er udbredt at hævde.

Kvarts, siliciumdioxid, er den kontinentale jordskorpes mest almindelige mineral (hvis man anskuer den kontinentale plus den oceaniske jordskorpe er feldspat det mest almindelige).
Strandsand, granit, gnejs, ørkensand, … består af kvartssand. Og råmaterialet til 'krystalsyngeskåle' er kvartssand.

I de såkaldte krystalsyngeskåle har man faktisk ændret strukturen fra noget krystallinsk til noget amorft (strukturløst). Man har simpelthen smeltet det naturlige kvartssand (som er krystallinsk) i en roterende støbeform i en lysbueovn ved omkring 3.600°C (håndblæst glas formes ved 1.200°C), så det er blevet til … glas!! Kvartspulverets størrelse kan ses på ydersiden af skålenes kant. Skålene er netop uigennemsigtige (frosted) da dette yderste lag kun er smeltet på indersiden.

Det er for øvrigt også en meget udbredt myte, at disse glassyngeskåle har en særlig, kompleks overtonesammensætning. Hemmeligheden ved deres klangprofil er imidlertid, at den er sammensat af meget få deltoner fra overtonerækken, omtrent som en tværfløjte, hvis klang også er let at forholde sig til.

lørdag den 13. april 2013

Den kan synge solen sort!


/SL, Det Springende Punkt .

Stemmens Dag 2013. Klik & kik!

Er denne video bare et foto af en solsort og lydoptagelsen af dens fløjt?



NIKS!

Først og fremmest er fotoet jo Stemmens Dags logo-solsort. Den er også blevet brugt på mange internationale Wikipedia-sider, og forklaringen er, at billedet er taget af den danske biolog og fotograf Malene Thyssen, som også har været meget aktiv Wikipedianer. Hun har meget venligt givet os lov at anvende fuglen. Tak!

Og så er der lydsiden: Næst efter de sporadiske fløjt, som findes på Beatles' 'Blackbird' er det sandsynligvis verdens mest udbredte indspilning af solsortesang. Selv har jeg bl.a. hørt disse nøgne fuglestrofer midt på Købmagergade omkring nr. 29, hvor de strømmede fra en butik. Og når jeg et par gange om ugen går rundt om hjørnet til SuperBest for at hente mejeriprodukter fra Øllingegård, lyder samme triller hver dag i grøntafdelingen. De tror selvfølgelig, at vi ikke lægger mærke til, at det er samme lydstump, de spiller igen og igen, men jeg kender mine lus på travet og mine solsorte på fløjtet!


Samme fløjt er et af de bedste fund, jeg nogensinde har gjort i en tikronersbutik. Det findes nemlig på musikeren Chris Hughes' cd 'Shift'.
Han har siden sin barndom været meget optaget af Steve Reichs polyrytmiske univers, og skæringerne er både eksperimenterende og smeltende sød og krydret guf for øregangene. Nummeret Slow Motion Blackbird, bygger også på Reich, hvis oplæg lød: “Very gradually slow down a recorded sound to many times its original length without changing its pitch or timbre at all.” (Sænk ganske langsomt en indspilnings hastighed, indtil dens varighed er flere gange originalens. Gør det uden at ændre tonehøjde eller klang).
Chris Hughes har som råmateriale netop valgt vores solsortestrofe, der i sin naturlige form kun er et par sekunder langt. Det magiske er dels det komisk-absurde i et så langtrukkent solsortefløjt, og så især at man bliver klar over, hvilken utrolig detaljerigdom, der findes inde i sådan en lille lydbid, alle de små fraseringer, triller og betoninger.

Steve Reich; cd'ens for- og bagside; Chris Hughes

Hvad skal vi mere sige om solsortefløjt udover ”nyd dem!”?

Der er masser af eksempler på, at denne fantastiske sanger har opsnappet mobiltelefoners ringetoner (klik & kik & lyt) og efterlignet dem, og hjemme på mit eget tag har en solsort gennem tre somre gentaget samme strofe på fire toner, som minder om Vivaldi eller den italienske symfoni af Mendelsohn: do- mi- do- so…
Måske kunne man, mens man lytter til disse territoriale markeringer og demonstration af potens og overskud, som fuglesang jo også er, reflektere lidt over, at fugle har udviklet sig fra dinosaurerne, som man har fundet frem til senest. 
... samt hvordan det hænger sammen med fuglesange og andre kendingsmelodier og mantraer, som præger sindet og markerer en bestemt identitet. Fugles sange udvikler sig – ligesom hvalers blandt andet – langsomt og organisk i dialog med de andre, men således at man vil kunne følge og genkende det enkelte individ fra år til år. Nye toner kommer på, temaer varieres. Vi har alle en eller flere små kendingsmelodier, som vi føler os hjemme i. Jeg boede engang i en opgang, hvor naboen arbejdede som gartner i kvarteret, og derfor kom hjem kl. 12 hver dag for at spise frokost, og hver eneste gang med de samme tre nedadgående mol-toner, som klang fint i den nøgne opgang. Problemet med mantraer er naturligvis, at man kan komme til at sidde fast i et spor, så det i stedet for at blive højnende ender som noget sløvende.
I stedet var det måske en ide at blive bare lidt mere som fuglene: Mærke i sin sjæl, hvad der trænger sig på af toner og strofer, bygge lidt på dem, holde fast over et stykke tid og variere lidt, så man opbygger et personligt udtryk med plads for noget nyt.

Ole Emil Riisager

De sidste fløjt skal den gamle nyhedsoplæser fra Danmarks Radio Ole Emil Riisager have, for de er både smukke og sande:

”Al respekt for H.C. Andersen, men nattergalen synger nu ikke smukkest. Det gør solsorten. Nattergalen er fuglenes Lauritz Melchior, den kan høres en kilometer bort – og bevares, det kan være flot. Men solsorten har de blødeste toner og det mest varierede repertoire. Ikke to solsorte synger ens. Indrømmet: de er heller ikke lige gode alle sammen. I sommeren har vi en, der ikke holder standarden. Den tror måske den er en sangdrossel, for den har det med at snyde for trillerne og tre gange hurtigt gentage et to-tonet interval. Det er slet ikke en solsort værdigt, og i distraktion kan den endda lave figuren fire og fem gange. Fra barndommen husker jeg en solsort, som efterabede togmandens rangerfløjte på Tisvilde Station. Ganske risikabelt, for tænk, hvis lokomotivføreren havde ladet sig forvirre. Og inde i Tisvilde Lunde lod farbror Knudåge sig inspirere af en solsort til et motiv i balletten Quartsiluni. Jeg er vis på, at det samme er sket for andre komponister (…)”


torsdag den 21. marts 2013

Tre artikler

Musikkens søjler


SL/ Det Springende Punkt


Vær så gode, her har I musikkens søjler, hvilende på et næsten tusind år gammelt fundament!

Det er jo stimulerende, når man finder noget interessant, som næsten ingen har skrevet om, og hvor det, som findes, er på fransk og latin.
Mit fransk er efterhånden temmelig mølædt, og latin er næsten gætværk, så Google Translate har været flittigt brugt.
Rettelser og forbedringsforslag modtages med tak!

Her er link til præsentationen: http://kortlink.dk/c7th

fredag den 8. marts 2013

De fem særeste lydoplevelser i Storbritannien


Læs den interessante og sjove artikel fra BBC og lyt til lydeksemplerne! Klik og kik!

- St Paul's Cathedral Whispering Gallery, London (video nedenfor)
- Wormit water reservoir, Dundee

- Greenwich foot tunnel in London
- Bitterns at Ham Wall, near Glastonbury (Bitterns = rørdrummer)
- Anechoic chambers around the UK (se også dette link)