torsdag den 29. september 2011

Stemmerne fra stepperne: Hosoo og Ensemble Transmongolia


Klik på billedet for større version!

Hosoo & Ensemble Transmongolia
Koncert i Blågårds Kirke, lørdag 15. oktober kl. 19.
Entré: 100,- kr. ved dør. Info: 20970701

Stepper, stemmer, vind, floder, bjerge, kameler, får, heste, nomadetelte – det hele kommer til live gennem virtuos strubesang!

Hosoo og ensemblet synger og spiller traditionelle mongolske sange og fortæller om deres handling. Publikum får også indblik i denne fascinerende musiks historie og teknik. Sangen har igennem århundreder udviklet sig til et udtryk med en stærk forbundethed med naturen: man synger om og imiterer heste, geder, kameler, floder, bjerge, vinden og stepperne.
Alle medlemmer af Ensemble Transmongolia er sande mestre i traditionel mongolsk strubesang og desuden glimrende musikere på folkeinstrumenter som den tostrengede hestehovedviolin morin khuur, på bas, obo og andre vestmongolske stryge- og blæseinstrumenter.

Hosoo voksede op i det vestlige Mongoliet, hvor traditionen for strubesang er stærkest. Fra en alder af syv år tog han del i sin families 30-mands ensemble af strubesangere. Allerede i 1995 blev han i Mongoliets hovedstad Ulan Bator kåret som bedste mongolske strubesanger. Han synger med en højt udviklet teknik, hvor man i visse passager hører tre forskellige stemmer samtidigt, klart og distinkt. Han besidder også den uofficielle verdensrekord for højst frembragte overtone-frekvens med sin sangstemme. 
Siden 1993 har Hosoo turneret over det meste af verden og bl.a. udgivet cd’erne ”Gobi” og ”Uyanga- 1”. I 2000 udkom hans solo-debutalbum ”Altai”, hvor den traditionelle strubesang sættes ind i moderne arrangement. Han har efterfølgende udgivet og medvirket på en lang række musik og film.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar