Er du musikalsk?

En tekst- og billedmosaik af Skye Løfvander

… måske du vil kigge ned, beskæmmet og ærgerlig, hvis du ikke kan læse noder, tælle takter, finde rundt i akkordgange… eller bare synge rent!

Men fat mod, måske er der trøst at hente!

Se blot engang, hvad Nudansk Ordbog skriver under opslaget musikalsk:

Adj., ntr. d.s. (fra tysk musikalisch, latin musicalis afl. af musica musik) være m. have sans for musik.

I første omgang hæfter jeg mig ved det med sansen, for måske er musikalitet slet ikke noget, man kan lære men snarere opdyrke og udvikle. Og allervigtigst handler musikalitet nok slet ikke kun om musik i snæver forstand, men på et dybere plan om sans for timing og situation, at være rette sted på rette tid - og så kan det  for den sags skyld lige så godt handle om politik, lystfiskeri eller børneopdragelse.

Man kan ikke læse sig til at blive et helt menneske. Lige så lidt kan musikalitet i denne dybere forstand være noget, der blot indlæres gennem skalaer, rytmeklap og hørelære, nej det må udfolde sig gennem livet. Når dette er sagt, vil de fleste af os både for egen skyld og for at skabe et meget vigtigt fælles fundament og forståelsesramme, have endog meget stor gavn af i en god atmosfære at sysle med den slags øvelser. Blandt de kulturelle fremskridt, den senere tid kan bryste sig af, er udbredelsen af den aktive babyrytmik absolut ikke det mindste – og at vi udvikler vores forståelse af læringsformer og -miljø må findes blandt vores vigtigste prioriteter på såvel individuelt som samfundsplan.

Vi lever stadig i en skriftkultur, men den er under hastig forvandling gennem en digital billed- og lydstorm. Det er forståeligt, at der er trang til at spille på andre strenge end ordets og rationalets, som har præget de seneste par hundrede år, og betydet, at vi kom ud i et ekstrem, hvor mange forvekslede tonen med noden, tanken med tegnet. For musikken er ikke død disciplin og sanseløs gentagelse, men en vågenhed overfor det, der er.

Foruden sans for timing og situation er musikalitet en evne til at forbinde den vågne tilstedeværelse med egne følelser og indre struktur… det som nogle måske vil kalde sjæl – at man også er til stede på rette måde! Dette ord kommer i øvrigt af modus, som i musikken kan være en regel for kombination af et udvalgt tonemateriale eller en rytmisk formel.

Hvis man er heldig eller begavet kan man måske tilmed give det et udtryk eller sågar formidle det videre til andre... Lad os se lidt mere på den mekanisme:

Anima betyder at gøre levende: en animator laver ’levende billeder’ og fra fransk har vi animere, som jo betyder at opmuntre eller tilskynde.

Bogstaveligt har anima med livet gennem åndedrættet at gøre, den ånde som gør, at dyrene – det animalske rige – bevæger sig selv, og ikke som planter blot lader sig udfolde. Det kan så virke lidt forvirrende, at det ikke er Ånden (med stort!). Via dybdepsykolgi har anima-betegnelsen vundet indpas som det kvindeligt-sjælelige i mandens indre væsen. Og hvis man betragter forestillinger om sjæl-krop-ånd står denne sjæl mellem Ånden og kroppen som en motiverende instans, som animator:

Tobias Schütz: Harmonia macrocosmi cum microcosmi (Harmonien mellem mikro- og makrokosmos), 1654.

- Et verdensbillede som det kunne se ud til og med renæssancen: Der er fire elementer: jord, vand ild og luft (nederst til venstre) og tre kvaliteter/principper: kviksølv, salt og svovl (astrologiens bevægelig-fast-kardinal/ sjæl-krop-ånd, nederst til højre). Kosmos flankeres af hhv. Hermes Trismegistos, den mytologiske ophavsmand til Smaragdtavlen (”Som foroven, således også forneden”) og Paracelsus (”Adskil og bring til modning”).

Gud, faderåndens hånd, styrer Anima, sjælen, som igen bevæger (jf. at animere) det jordiske menneske.

Vi sporer os hermed ind på de forestillinger, der lejrer sig om oprindelsen til vores musikbegreb, men lad os gå mere direkte til sagen:

Græsk musikē fem. af adj. musikos afl. af músa muse; egl. ’musernes kunst’.

Musik har altså med muserne at gøre og har dermed samme rod som mosaik og museum. Muserne var der ni af i den græske mytologi, de er gudinder for musik og videnskab, som inspirerer kunstnerne. Men hvad sætter dem selv i gang? Vi bevæger os videre ad de græske stier:

Aristoteles kommer i sin filosofi frem til, at universets overordnede udvikling har to grænser, som sættes af substans og form. Med andre ord forudsætter tilblivelse et laveste punkt, primær substans, og et højeste punkt, som han kalder ’den ubevægelige bevæger’.

En kosmologisk tavle fra Franchino Gaffurio: Practica Musice, 1496, hvor de syv himmellegemer og fiksstjernehimlen symboliseres længst til højre. De forbindes med oktavens syv trin og kirketonearterne og længst til venstre muserne, som våger over kunstarter, der kommer til udtryk gennem bevægelse (anima, sjæl). Apollo er placeret på ’primum mobile’ den først bevægede sfære, øverst med sin lyre. ’Mentis Apollineae vis has movet undique musas’ betyder noget i retning af, at Apollons ånd styrer muserne overalt. Som solgud bevæger han sig naturligvis på himlen, men som musernes fører residerer han ubevægeligt på sin trone. Han sender den trehovedede slange (fortid-nutid-fremtid/ rummets tre retninger) ned gennem sfærerne og de fire elementer. Der er en Thalia, komediens muse, længst nede under jorden og en Thalia, en af de tre gratier (som inkarnerer ynde, skønhed, gavmildhed, charme) højst oppe ved Apollons højre hånd!

Apollon spiller lyre og udtrykker og skaber gennem sit spil den ophøjede orden og harmoni - kosmos.

Men han har også en modpol, hvis pibe har en anden lyd:

Stående skytisk slave (med frygisk hue) mellem Apollon og Marsyas med fløjte. Gipsafstøbning. 96 cm

Afstøbning findes på Statens Museum for Kunst. Mere info på dette link!

Når det kommer til musik kan mennesket - som slaven på relieffet - være spændt ud mellem den apollinske orden og æstetik og på den anden side den dionysiske hæmningsløshed, som lader hår og sanser flagre, blæser på æstetikken og giver los – i retning af kaos!

Musikkens bevægelse gennem de sidste hundrede år har med swing og ’negermusik’, Elvis’ hoftevrik, Beatles-hår og hårdt pumpende budskaber om drift og sex været i konstant flirt med Dionysos og trangen til sanselighed efter en epoke, hvor finkulturens dyrkelse af den dannede kunstmusik dominerede.

Og jeg har vel mødt mange klassisk skolede musikere – også meget dygtige – som var kørt sur i disciplinen, i skalaerne og dyrkelsen af æstetik og form, der så raffinerede de end er, kan ende som spændetrøjer. Man har længtes efter plads til det personlige udtryk, til at lade sig føre med af musikken, til improvisation…

Men jeg har omvendt mødt lige så mange glade hippier med flagrende hår og sind, hvis udtryk langsomt er kørt ind i en rille, og hvor umiddelbarheden er blevet til rutine, ligesom oprøret fra de seje drenge med læderjakker, trommer og guitarfræs. Mange af dem har søgt og fundet ny næring inden for en traditions rammer… Og ved en smule disciplin.

Og problemet med den moderne ’sanselige musik’ er akkurat, at den ikke i dybere forstand fungerer på sanselighedens præmisser. Som vi har set handler musik om belivelse, ikke bedøvelse!

’Det indre rundhyl’ – tinnitus – er blevet næsten lige så udbredt som tømmermænd, og vi forholder os til fænomenet med det samme skuldertræk, men begge dele gør os i alvorlig grad døve for livets dybere musik, som i bund og grund opleves gennem sanserne! Og vi bliver altså heller ikke nødvendigvis mere musikalske af MP3-implantater i ørerne!!

Mennesker har mulighed for ikke at blive slaver af spændingen mellem drift og orden, og personligt har jeg oplevet gang på gang, at denne forbandede mekanisme netop kan ophæves gennem den sande musik: Den hvor der er plads til både det velordnede og det utøjlede, til det personlige og det universelle, til musiker og lytter. Den musik som ikke forstiller sig, men giver udtryk for musikerens sjæl og den kultur, den er lejret i og – meget vigtigt – lidt til!

Denne musik skal gives plads, når vi finder den sammen. Det gælder liv eller død!