Hvis man har haft musik som tilvalgsfag på HF eller gymnasium, er der stor chance for, at man har været udsat for Steve Reichs 'Clapping Music'.
I princippet er der ikke mange ben i det, for så vidt som det blot drejer sig om en simpel rytmisk figur på siger og skriver én takt - ingen punkteringer, trioler eller andre spidsfindigheder, blot 12 ottendedele, hhv. rytmenoder og -pauser.
Det kringlede kommer ind, når grundfiguren gøres til en større, cyklisk figur for to klappere, ved at den ene for hver takt (eller et antal takter - se videoen!) forskyder grundfiguren en enkelt ottendedel. Når denne operation er udført 12 gange, kommer man tilbage til udgangspunktet, og klapper igen synkront med den klapper, som blot har gentaget den oprindelige figur. Og man kan hurtigt løbe sur i figur og partitur, i takt og tone, selv når det på papiret er så enkelt som én.
Nedenfor er Reichs originale, signerede partitur, så er der noget at hygge sig med de lange vinteraftener, og du vil kunne finde et væld af henvisninger på nettet, et utal af videoer på YouTube, grafiske forklaringer mm., men jeg blev nu alligevel lidt fascineret af videoen, hvor Angie Dickinson opfører værket ved at klappe på Lee Marvin:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar