En fabelagtig tenniskamp – kvartfinalen i Australian Open - mellem den danske poptøs og den mandhaftige italienerinde – i hvert fald hvad angår gang, lyd og attituder på banen – godt at man lider af søvnløshed og har fundet de rigtige knapper til at følge med på skærmen.
… og så var det, som antydet af overskriften, en kamp, som var præget af de to spilleres karakteristiske udbrud, hver gang de slog til bolden. Det er længe siden, kvindetennis smed blufærdigheden overbord hvad angår støn, råb og spontane udbrud, og lydniveauet kan være MEGET højt - formentligt også som del af kampen om det psykiske overtag - og spændet i udtryk er stort.
Der har været en del debat om rimeligheden af de meget høje udbrud, så man har foretaget målinger af mange af aktørerne på topniveau, her er et par eksempler. Kim Clijsters er blevet målt til omkring 75dB (decibel) og Victoria Azarenka til 83,5dB. Det er påfaldende, at de færreste af stjernerne udstøder disse råb og hyl under træning, og en del af baggrunden er givetvis at distrahere modstanderen og camouflere de lyde fra bolden, som modstanderen naturligvis også orienterer sig efter. Vedvarende belastning i området 80-90dB kan medføre høreskader. Se i øvrigt denne artikel fra videnskab.dk som bl.a. henviser til Scientific American.
Caroline Wozniackis relativt neddæmpede OPA! matcher meget godt hendes teenager-femininitet. Man skal dog ikke tage fejl af hende, for hun er sej og stærk, hvad angår såvel teknik, krop og psyke.
Med Francesca Schiavone er vi ovre i noget som man – jeg – lige skal vænne sig til, men publikum har overgivet sig, og jeg må indrømme, at når stilen lægges for dagen i en kamp som i nat, er jeg villig til at gå ret langt. Men kønt er det sandelig ikke! Schiavone er lidt gladiator-agtig og lader sig ikke slagte. Hun var i runden inden mødet med den danske blondine involveret i en rekordlang dyst over 4 timer og 44 minutter, inden hun havde nedkæmpet Kusnetsova i ottendedelsfinalen – en kamp, hvor tredje sæt strakte sig over mere end tre timer og afgørelsen faldt på Schiavones tredje matchbold, efter at hun havde overlevet hele seks af sin modstanders. Der var en del spekulationer om hun overhovedet kunne have mere at give af i kvartfinalen efter et usædvanligt hårdt kampprogram, men dem gjorde hun til skamme på bemærkelsesværdig vis.
Med Francesca Schiavone er vi ovre i noget som man – jeg – lige skal vænne sig til, men publikum har overgivet sig, og jeg må indrømme, at når stilen lægges for dagen i en kamp som i nat, er jeg villig til at gå ret langt. Men kønt er det sandelig ikke! Schiavone er lidt gladiator-agtig og lader sig ikke slagte. Hun var i runden inden mødet med den danske blondine involveret i en rekordlang dyst over 4 timer og 44 minutter, inden hun havde nedkæmpet Kusnetsova i ottendedelsfinalen – en kamp, hvor tredje sæt strakte sig over mere end tre timer og afgørelsen faldt på Schiavones tredje matchbold, efter at hun havde overlevet hele seks af sin modstanders. Der var en del spekulationer om hun overhovedet kunne have mere at give af i kvartfinalen efter et usædvanligt hårdt kampprogram, men dem gjorde hun til skamme på bemærkelsesværdig vis.
På videoen er et eksempel, WTA-sæsonfinalen 2010 i Doha, altså relativt frisk, så udråbene minder meget om det, man fik at høre i nat. Ved lidt surf på YouTube bliver det dog klart, at Schiavones kraftråb har ændret sig en del gennem årene: hvor det nu er et tydeligt og fokuseret AHI, har det tidligere været noget, der mere mindede om AHØ eller AHE. Jeg havde indtil i nat ikke set hende i aktion tidligere, så det gjorde et vist indtryk, samtidig med det lidt pudsige i et kampråb, som i udtryk nærmer sig et nys – dog vel at mærke ikke et nys fra en kvinde af hendes klejne fremtoning. Men AHI kan altså - i hvert fald i hendes mund - få en karakter af noget både kraftfuldt og fokuseret, og som kampen skred frem – som man siger i sportsverdenen - syntes det mere og mere i overensstemmelse med hendes væsen og stil banen. Om den orale udfoldelse affødte nydelse eller ej: det bidrog til effekten, og hun er godt nok effektiv!
OPA har jeg mest hørt i sammenhænge, hvor det indikerer noget i retning af hovsa! Min russiske translatør-veninde mener, det er typisk polsk. Caroline kaldes internationalt Miss Sunshine og der er ikke mange skarpe kanter på hverken krop eller sind som sådan, men for pokker hvor kan hun kværne tennis, og hvor er hun stærk, ikke mindst psykisk! På en nat som den just forgangne viste hun også blændende tennis – spil som der absolut ikke er noget hovsa over, så jeg vil overveje at stille mig til rådighed med henblik på at udvikle det til et mere adækvat kraftudbrud, så vi ikke hænger fast i 'Oh, mein Papa'! Men igen: på en nat som i nat er man villig til at strække sig et stykke, og så længe hun spiller sådan, kan jeg leve med neon-negle, 'charms' om håndleddet og sågar OPA! Caroline er også effektiv, omend på en lidt anden måde, og hun vandt altså!!
Jeg blev grebet af AHI og OPA, fordi der udfra en lidt forenklet betragtning er tale om kardinalvokaler, som optræder i de allerfleste sprog, lidt ligesom rød, gul og blå i forenklet betragtning er pigment-grundfarver.
Selv fra teknisk orienterede lydfolk: akustikere og lydingeniører vil man kunne høre nærmest poetiske udsagn som "I skaber retning, O skaber rum", det fangede jeg i hvert fald fra en tv-udsendelse om planlægningen af DRs nye koncertsal.... og man kunne måske tilføje, at A skaber centrering (eller ret beset [ɑ], bagtunge-a, som i ara-papegøje). På hobbyplan har jeg udført forsøg med et trecifret antal sangere, for at undersøge, hvordan resonansen fordeler sig i kroppen ved sang af forskellige vokallyde, og resultaterne er, selv uden brug af tekniske hjælpemidler, ikke noget man behøver at være i tvivl om. [ɑ] resonerer - stort set uafhængigt af toneleje - mest i brystområdet og ved afsyngning af I går resonansen til isse og bihuler.
... og der er mere i de elementære vokallyde:
Jeg faldt over et såkaldt abstract - et tekstsammendrag - fra en international stemmekonference, hvor man på videnskabelig basis havde prøvet at gøre rede for hvilke følelsesmæssige kvaliteter, der kunne udtrykkes med vokallyde alene. Se mere her! Konklusionen kan kort sammenfattes til:
”Vokallyd [a:] var bedst egnet til at udtrykke ømhed, [i:] glæde og [u:] tristesse eller en neutral tilstand. Vrede kom godt til udtryk gennem alle de tre vokallyde.”
Nu har jeg en mistanke om, at det er følelsesudtryk i en lidt anden boldgade end tristesse og ømhed, tennispigerne prøver at udtrykke, men vil alligevel med et væld af forbehold forsigtigt spekulere i, hvilke elementære ladninger, vi har med at gøre i kraftord som AHI og OPA.
AHI: Bryst-resonans via aspirant (hals/luft) til fokuseret skarphed og retning.
OPA: Rund, rummelig via bilabial plosiv (læber, eksplosiv ansats) til centrering.
Jeg tror næppe, man med få ord kan karakterisere nattens to kombattanters tilgang til spillet mere præcist!!
Man kan mene, at kvindelig kraftudfoldelse slet ikke er rigtig kvindelig, men så risikerer man efterhånden meget nemt at blive kaldt gammeldags. En af grundene til, at polemikken omkring kraftråbene har været så stor, er, at de ofte kan minde om de lyde, der følger med udfoldelse af de primære kræfter på en bane som er noget mindre, noget blødere men ellers ofte i samme proportioner som tennisbanen... six-love! Jeg vil ikke kalde mig selv for ekspert i orgastiske primalskrig, men har i årenes løb bl.a. fået udvidet og uddybet mine referencer, når det gælder mulighederne for elementære vokallydes ladning og hvad man simpelthen må kalde kvindekraft, hvor det ikke rigtig er til nogen nytte med fine æstetiske fornemmelser. Det er jeg taknemmelig for. Men jeg bliver ikke opstemt på den måde af at se tennis - ofte snarere lidt blufærdig på kvindernes vegne. Om det så er mig der er gammeldags eller rammerne for udfoldelse, der har fået lov at sprænge rigeligt med grænser, er så det kildne spørgsmål.
Som dessert serveres et rent servees - en af de absolutte hardhittere blandt de bedste tenniskvinder, når det gælder lydudfoldelse, russeren Azarenka, fra en kamp mod vores egen OPA, som til allersidst bliver inspireret til at bryde med sit lidt rutineprægede kraftråb i noget der kommer tæt på imitation... måske med en snert af parodi!? Der er tale om skrig fra to på hinanden følgende partier (et par minutters mellemrum) ved stillingerne hhv. 4-5 og 5-5.
Jeg blev grebet af AHI og OPA, fordi der udfra en lidt forenklet betragtning er tale om kardinalvokaler, som optræder i de allerfleste sprog, lidt ligesom rød, gul og blå i forenklet betragtning er pigment-grundfarver.
IPA-diagrammet viser vokallydenes placering i mundhulen og graden af åbning.
Selv fra teknisk orienterede lydfolk: akustikere og lydingeniører vil man kunne høre nærmest poetiske udsagn som "I skaber retning, O skaber rum", det fangede jeg i hvert fald fra en tv-udsendelse om planlægningen af DRs nye koncertsal.... og man kunne måske tilføje, at A skaber centrering (eller ret beset [ɑ], bagtunge-a, som i ara-papegøje). På hobbyplan har jeg udført forsøg med et trecifret antal sangere, for at undersøge, hvordan resonansen fordeler sig i kroppen ved sang af forskellige vokallyde, og resultaterne er, selv uden brug af tekniske hjælpemidler, ikke noget man behøver at være i tvivl om. [ɑ] resonerer - stort set uafhængigt af toneleje - mest i brystområdet og ved afsyngning af I går resonansen til isse og bihuler.
... og der er mere i de elementære vokallyde:
Jeg faldt over et såkaldt abstract - et tekstsammendrag - fra en international stemmekonference, hvor man på videnskabelig basis havde prøvet at gøre rede for hvilke følelsesmæssige kvaliteter, der kunne udtrykkes med vokallyde alene. Se mere her! Konklusionen kan kort sammenfattes til:
”Vokallyd [a:] var bedst egnet til at udtrykke ømhed, [i:] glæde og [u:] tristesse eller en neutral tilstand. Vrede kom godt til udtryk gennem alle de tre vokallyde.”
Nu har jeg en mistanke om, at det er følelsesudtryk i en lidt anden boldgade end tristesse og ømhed, tennispigerne prøver at udtrykke, men vil alligevel med et væld af forbehold forsigtigt spekulere i, hvilke elementære ladninger, vi har med at gøre i kraftord som AHI og OPA.
AHI: Bryst-resonans via aspirant (hals/luft) til fokuseret skarphed og retning.
OPA: Rund, rummelig via bilabial plosiv (læber, eksplosiv ansats) til centrering.
Jeg tror næppe, man med få ord kan karakterisere nattens to kombattanters tilgang til spillet mere præcist!!
Man kan mene, at kvindelig kraftudfoldelse slet ikke er rigtig kvindelig, men så risikerer man efterhånden meget nemt at blive kaldt gammeldags. En af grundene til, at polemikken omkring kraftråbene har været så stor, er, at de ofte kan minde om de lyde, der følger med udfoldelse af de primære kræfter på en bane som er noget mindre, noget blødere men ellers ofte i samme proportioner som tennisbanen... six-love! Jeg vil ikke kalde mig selv for ekspert i orgastiske primalskrig, men har i årenes løb bl.a. fået udvidet og uddybet mine referencer, når det gælder mulighederne for elementære vokallydes ladning og hvad man simpelthen må kalde kvindekraft, hvor det ikke rigtig er til nogen nytte med fine æstetiske fornemmelser. Det er jeg taknemmelig for. Men jeg bliver ikke opstemt på den måde af at se tennis - ofte snarere lidt blufærdig på kvindernes vegne. Om det så er mig der er gammeldags eller rammerne for udfoldelse, der har fået lov at sprænge rigeligt med grænser, er så det kildne spørgsmål.
Som dessert serveres et rent servees - en af de absolutte hardhittere blandt de bedste tenniskvinder, når det gælder lydudfoldelse, russeren Azarenka, fra en kamp mod vores egen OPA, som til allersidst bliver inspireret til at bryde med sit lidt rutineprægede kraftråb i noget der kommer tæt på imitation... måske med en snert af parodi!? Der er tale om skrig fra to på hinanden følgende partier (et par minutters mellemrum) ved stillingerne hhv. 4-5 og 5-5.
Og på dette link findes en liste over de ti mest støjende kvinder i toptennis, hver præsenteret med video.
Kommentarer modtages gerne om spontane udråbs effekt – også gerne pudsige historier fra eget liv!
Det er sandt: også som kvindelig beskuer melder blufærdigheden på de spillendes vegne sig uvilkårligt! Men der er jo også en hel egen kategori af kvindelige urkraft-lyde, stadig i sengen, som kunne underkastes denne din særlige lytten. Således var min søn aldrig kommet den rigtige vej ud i verden, hvis ikke jeg på andet døgn af en kemisk igangsat
SvarSlet( læs: nådesløst usynkroniseret ) fødsel i sidste time havde fundet en uhørt lyd frem af det smerteligste dyb, så jeg med kraften af alle mødres Urmoder nu kunne akkompagnere det overmenneskelige pres, min krop skulle yde for at trykke kæmpen den sidste vej ud. Det var således ikke lyden af den faktiske altsprængende smerte. Og det var ikke tonerne fra den selvsuggererendes vellykkede psykologi. Det var lyden af en hidtil ukendt kraft, som mobiliserede sig derude på selve kanten mellem liv og død, således at mit valg hinsides egne grænser nu kunne sætte sig igennem med en magt over livet og tilblivelsens smerte, som kun netop denne lyd kunne gi' mig. Kroppen forvandlede sig m.a.o. nu til eet eneste fuldtonende organ med plads til en power af dimensioner som en gud og med vokaler og volumen som en kælvende sagako's sidste sang fra jorden. Helt dérude kan et menneske altså forvandles til en bærende lydbølge af rytmisk tilblivende, rå naturkraft, som for hver ny krængning bringer sig selv nærmere naturens egen vilje. At dømme efter udtrykket i fødselslægens ansigt dernede mellem mine ben var det også en lyd som for den lyttende bar et særligt lys, og mens han oversprøjtet af blod opererede med sin sugekop bredte dette lys sig udover hele hans ansigt. Helt uden blusel gav han sine øjne til lyden af min krop og det var kærligheden fra deet blik, som gav mig fri til at lade naturens bølger vælde ned gennem Rigets lange gange, indtil pludselig under en sidste overmenneskelig krængning hovedet endelig slap fri.