torsdag den 11. august 2011

Javansk musik i Danmark

Koncert, dans og skyggespil


Offentlige koncerter
3/9 kl. 19.30‐ Musikteatret Holstebro, Den Røde Plads 16, Holstebro
4/9 om eftermiddagen ‐ Holstebro byrum, eftermiddag
5/9 kl. 14.30 ‐Kulturhuset Pavillonen, Kærvej 11, Grenå
8/9 kl. 19.30 ‐ Frederiksberg Gymnasium, Falkoner Plads 2, Frederiksberg
12/9 kl. 19.30 ‐ Studiesalen, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Rosenørns Allé 22,
Frederiksberg (ny kompositionsmusik i samarbejde med danske musikere

Første halvdel af september byder på en helt usædvanlig musikoplevelse i Danmark, idet 12 musikere og 6 dansere fra Java, Indonesien, besøger landet. Fra den 2. til den 15. september turnerer de med et javansk gamelan‐orkester, hvor store bronzegonger, tunge metallofoner og spinkle strengeinstrumenter i fællesskab skaber et nærmest mystisk klangunivers som giver lytterne en fantastisk oplevelse af kontinuitet og tidsløshed.
Til koncerterne præsenteres klassisk musik fra de gamle javanske hoffer sammen med dans og skyggespil. Danserne opfører både klassiske danse fra hofrepertoiret og dramatiske afsnit fra de store fortællinger – bl.a. Ramayana og Mahabharata. Der kommer også eksempler på javansk gamelanmusik som en levende tradition, med nye kompositioner og samarbejder med danske musikere og komponister.  
Ud over offentlige koncerter omfatter besøget en lang række skolekoncerter for både grundskoler og gymnasier, og workshops i både Jylland og Københavnsområdet

Deltagerne
De javanske kunstnere kommer alle fra konservatoriet i Surakarta (ISI‐Surakarta, Institute of Performing Arts). Ensemblet består af erfarne undervisere suppleret med yngre fremadstormende musikere og dansere.
Bag projektet står musiketnolog Eva Fock og musiklærer Peter Toft. Det støttes økonomisk af CKU, Statens Kunstråds Scenekunstudvalg og World Music Denmark og er arrangeret i samarbejde med den indonesiske ambassade, LMS, Frederiksberg Gymnasium, Holstebro Kommune, Odin Teater, Grenå Gymnasium, Pavillonen i Grenå, Det Jyske Musikkonservatorium, Skolen for Moderne Dans, Det Kongelige Danske  Musikkonservatorium, Gammel Hellerup Gymnasium og Aurehøj Gymnasium.

Musiketnolog Eva Fock, Cæciliavej 31, 2500 Valby, Tlf. 21783925, e.fock@adr.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar