Loten Namling er en slags hofmusiker for Dalai Lama. I den egenskab har han i det forløbne år rejst med i følget og optrådt i bla. USA, Japan, Tyskland og Holland.
Han repræsenterer en gammel tibetansk troubadour-tradition, og fremfører i sin karakteristiske både kraftfulde og inderlige stil bla. spirituelle sange af den sjette Dalai Lama og den store skikkelse i tibetansk spirituel kultur, yogien Milarepa.
Han akkompagnerer sig selv på bla. tromme og den tibetanske lut, dramyen, og garnerer med fortællinger, musikalske velsignelser, tibetansk 'blues' og 'rap' mm.
Loten Namlings forældre, som tilhører det berømte khampa-krigerfolk fra det østlige Tibet, flygtede fra efter kinesernes magtovertagelse, så hans opvækst har været i Indien i det tibetanske eksilsamfund i Dharamsala, hvor han blev præget af den traditionelle tibetanske kultur. Han fik sin første dramyen som femtenårig, og efter afsluttede universitetsstudier i filosofi i Delhi har han kastet sig over en bred vifte af kreative udtryk fra tegneserier via poesi til musik, er nu en af de mest kendte tibetanske musikere og har gennem sin kunst engageret sig stærkt i den tibetanske sag. Siden 1989 har han været bosat i Schweiz.
- Koncert fredag d. 26. november kl. 20.00. Klaverfabrikken, Hillerød, www.klaverfabrikken.dk Entré 50,- kr. ved døren. Info: 20970701
- Koncert lørdag d. 27. november kl. 19.30. Rundetaarn, København K. www.rundetaarn.dk . Entré 100,- kr. ved dør (forbehold for udsolgt!) eller ved bestilling i Rundetaarns billetbutik. Arrangør: Lydforeningen GONG, www.gong.dk Info: 20970701
- Workshop søndag d. 28. november kl. 10-17. Tibetanske mantraer og spirituelle sange. Tårnstudiet, Vesterbrogade 40, 5. sal, Kbh. V. www.taarnstudiet.com
Gæster ved betaling senest 15. november 550,-. Derefter 700,-.
Deltagerloft: 20 personer - først til mølle!
Betaling/ tilmelding til Lydforeningen GONG: Giro 10015529 (kode +01) eller via BG/Danske Bank 1551-10015529.
Husk at opgive navn, adresse + tlf. eller mail og hvad indbetalingen skal dække!
Arrangør: Lydforeningen GONG. Info: 20970701
Koncerten i Rundetaarn støttes økonomisk af Kunstrådet.
Hvor artiklen om Tarzanhylet vel kan betegnes som en sang fra de varme lande, omend isprængt jodlen fra alpeområdet, så er det tid til at gribe fat i egne rødder og bevæge sig en smule højere mod nord. Selv er jeg opvokset i en ret kaotisk og højrøstet familie uden meget sans for det kontemplative, så heldigvis har der været lise at finde i en fredelig natur. Den findes noget mere manifest i Sverige, hvor man i skovområder nærmest kan skære i stilhedens massive nærvær, hvor man kan bevæge sig ind i den, lade sig omslutte aldeles... og eventuelt blive klar over, at stilheden undertiden kalder på modspil, at vi giver os til kende som de støjende væsener, vi også er! Det nytter at råbe i skoven, men hvis du vil have svar, må du også lytte!
Hvis det er sandt, at man kan hvile på laurbær, når min ringe hyldest til Astrid Lindgren næppe frem, for hun har - aldeles fortjent - fået så mange, at hendes hvile må være dyb. Ikke desto mindre vil jeg oplade min sprukne røst og synge med i koret til lovprisning af denne Nordens stemme, der lader de sprælske og støjende udtryk finde plads i rammer, som skaber eventyr.
I denne sammenhæng skal vi lytte til Ronja og Emil (eller rettere: hans far, Anton), og det er i filmudgaverne, som, ligesom de øvrige Lindgren-filmatiseringer, er bemærkelsesværdigt vellykkede. Ronja Røverdatter er instrueret af Tage Danielsson (Hasse og Tage):
"‘Bli inte rädd Birk’, sa Ronja. ’Nu kommer mitt vårskrik!’ Och hon skrek, gällt som en fågel, ett jubelskrik så att det hördes långt bort i skogen." (Fra bogen Ronja Röverdotter, Astrid Lindgren, 1981).
Håll för öronen, för nu kommer mitt vårskrik, AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAH!!! (Ronja i filmen)
Når Ronja Røverdatter udstøder sit vårskrik (på svensk har 'skrik' en grad af betydningsforskel fra det danske 'skrig', hvor sidsnævnte er mere desperat og skingert ladet), er der, så vidt jeg husker, to perspektiver i det:
En indre trang: hun bare må lade det komme ud, hun kan ikke holde det i sig længere
At hjælpe foråret i naturen på vej – ikke bare være tilskuer, men aktiv deltager.
Ronjas vårskrik føjer sig nydeligt ind i nordiske sangtraditioner, som de kendes i bla. sæterkulturen i midtsverige. Læs mere om dette i artiklen Nordisk sang. Og hele vejen gennem filmens lydspor, som Björn Isfält har skabt med mesterlig sans, synges der uden sordin, af karsken bælg.
Emil fra Lønneberg:
Noget af det fascinerende ved det brølende raseri, Emils far udstøder, når knægten har begået endnu en skarnsstreg, er den imponerende glidende opgang, som spænder over to oktaver og en kvint, som det vil fremgå af den spektrografiske analyse af råbet.
Skærmbillede fra programmet Overtone Analyzer (www.sygyt.com)
Lyden, som analyseres, er Antons raseriudbrud over Emil.
Klik på billedet for større version!
Den øverste bjælke viser signalets volumen, og der fyldes godt ud til kanten. Råbets klangfarve kan ses i sammensætningen af overtoner i det store sorte felt. Den nederste opadgående lysbræmme er primærtonen, og de ovenfor, parallelt løbende er de medsvingende overtoner.
Efter den lange glidende opgang fra omkring A ('store a'=110 Hz) til e'' ('tostreget e') på E-e-e, går han en tone ned til omkring d'' på -m-i-i-i-l. Derpå endnu en opgang på E-e-e-, nu hurtigere, som slutter på -m-i-i-i-l en tone dybere end før, c''.
Glid (glissando) bruger vi i vestlig musik næsten kun i opvarmningsøvelser, og så når der yderst opfindsomt synges skå-å-å-l (oktav-glid opad) og skå-å-å-l (oktav-glid nedad) – faktisk en meget meningsfuld sangøvelse, som kan udvides og i øvrigt berige vores noget node-punkt-fikserede musikforståelse. Mere herom ved en senere lejlighed.
Til slut teksten til sangen om værkstedet, hvor Emil snittede sine træmænd. Tekst af Astrid Lindgren, musik af Georg Riegel. Hvem forklarer i øvrigt det mysteriøse forhold, at næsten alle personnavne i den fortælling er tostavelses: Emil, Ida, Alma, Anton, Alfred, Lina (Line), Lukas, Krösa-Maja (Tyttebær-Maja)?
Linket ovenfor er til New Yorkeren Ethan Heins blog, og leder til en artikel (på engelsk, naturligvis) om tritonus-intervallet, en bredspektret men nøgtern og klar artikel med mange matematiske/ struktur-vinkler, sådan som jeg selv ville have gjort det på en god dag - en meget god dag! For Mr. Hein har styr på sit stof og er tilmed en begavet formidler med mange skatte at øse af. I mine egne forsøg på at skabe en net-identitet, har han, uden at vide det, ovenikøbet fungeret som en guru, da han meget åbent lægger frem, hvordan han selv koordinerer sine profiler på nettet: blog, hjemmeside, fotos, sociale netværk mm., og det på en måde, så jeg, efter at have kigget hans bryllupsfotos igennem, efterhånden føler mig mindst lige så beslægtet som med egen familie... men det ved han nu ikke!
Jeg har været temmelig vidt omkring i musikalsk ærinde, såvel geografisk som i forskellige miljøer. Jeg har ofte benyttet mig af muligheden for at lodde, hvad folk melder ud, når man spørger om et grundbegreb som oktaven: hvad er oktavens væsen?
… og næsten altid har jeg fået svar på brugerniveau, også når det er i akademiske sammenhænge, på konservatorier og blandt garvede musikere:
En skala spænder over en oktav fra do til do'.
Alle c'erne på klaveret ligger i oktav-afstand.
Et spænd over tolv halvtoner.
… og disse svar er jo ganske vist helt korrekte, men siger i sig selv netop ikke meget om oktavens væsen.
Jeg bilder mig ikke ind, at jeg selv med få og præcise ord vil kunne ramme hovedet på sømmet, og det er naturligvis snyd, når jeg har brugt en del tid på at meditere over spørgsmålet, men nogle af de følgende elementer skal med for at gøre billedet mere komplet:
En proportion, et spænd, et vindue, en ramme om periodiseret tid, gentagelse af kvalitet, et seksuelt mysterium, halvering og fordobling, totalssystemet, spiraloplevelsen, et kontinuum, en matrice,...
Løst og fast om oktaven, hvert punkt vil efterfølgende blive illustreret og uddybet:
En oktav er den musikalske oplevelse af proportionen 1:2. Ved halvering af en streng eller ved den første overblæsning af en fløjte, fremkommer en tones højere oktav.
Det opleves som en gentagelse af kvalitet: Samme tone i et nyt leje.
Sangstemmen spænder normalt over 2-3 oktaver, men der er store individuelle variationer, og spændet kan udvides ved træning.
Vi kan høre op imod 10 oktaver fra 20- 20.000 Hz (20- 40- 80- 160- 320- 640- 1.280- 2.560- 5.120-10.240- 20.480 Hz). Det er altså en sanselig åbning, et vindue mod et bestemt frekventielt udtryk, men spændet kan variere meget i størrelse fra individ til individ og afhængigt af omstændigheder.
Et sted i oktaven 16-32 Hz, sker der en forvandling med vores fortolkning af sanseindtryk: i den nedre ende oplever vi adskilte impulser, en hurtig rytme; i den øvre ende oplever vi en dyb, sammenhængende tone.
Vi har et vindue for et andet frekventielt udtryk, øjets modtagelighed for farver, som netop spænder over lige knapt en oktav, og udviser samme lovmæssighed som for tonernes vedkommende: Ved frekvensfordobling, proportionen 1:2, opleves en tilbagevenden til den kvalitet, man tog afsæt i: Violet har næsten dobbelt frekvens af rød, men opleves som nabofarve. Farverne er dels et udtryk for en anden type bølger end lyd og ligger i et frekvensområde 40 oktaver over, hvilket er en kolossal afstand.
Oktaven giver sig til kende gennem proportionen 1:2, men i musikkens øvre og nedre randområder oplever vi ikke oktaven rent, men hhv. 'for stor' og 'for lille'. Vi har med andre ord at gøre med et slags perspektivprincip, hvor det kun er kerneområdet, som opleves rent.
I sproget kan vi enten sige 'noget gentog sig i en højere oktav' eller 'noget gentog sig på en højere omdrejning af spiralen' – betydningen er i bund og grund den samme, og spiralen er oplagt til grafisk at illustrere oktavens princip.
Mænd og kvinder, som synger enstemmigt sammen, synger reelt i oktav-afstand: mændenes toner har dobbelte bølgelængde og halve frekvens af kvindernes. Børn synger i kvindernes leje. Mændenes dybere toner har basis i de hormonelle (eller: kreativt-seksuelle) omlægninger i puberteten, hvor strubehovedet vokser og stemmelæbernes længde øges. Stemmelejet kan i øvrigt såvel i sang som i tale udvise store individuelle variationer.
Oktaven er det eneste musikalske interval, som er helt universelt: det bruges af alle folkeslag og i alle tonesystemer kloden rundt. Man kan dog naturligvis konstruere tonesystemer, hvor oktaven ikke udgør rammen.
Oktaven er en tonal matrice, en ramme om periodiseret tid (frekvens, tone). Tonesystemer skabes ved at dele denne proportion i et antal mindre intervaller. Med kvinten (proportionen 2:3) som generator kan bla. frembringes en oktav delt i hhv. 5, 7, 12 og 17 mindre intervaller (hhv. pentaton, heptaton, dodekafon, dekaheptafon(?)). Selvom man i praksis kan benytte andre intervaller til stemningen af et tonesystem, vil mønsteret, oktaven og kvinten sammen skaber, være den bagvedliggende struktur for de fleste tonessytemer.
Oktaven spejler sig i totalssystemet, og er dermed logaritmisk. 1-2-4-8-16-... skrives binært 1-10-100-1.000.
Man kunne anskue celledelingsprocesser, stamtræer, stregkoder, I Ching eller tennisturneringer som spejlinger af oktavens princip.
Modsat fløjten, som, hvis den ikke har en af de første overblæsningstilstande som dybeste tone, har oktaven som første overblæsningstone, har de fleste didgeridoos en primær tone, som ligger en oktav under den tone, der svarer til rørets bølgelængde. Vi har dermed fat i undertonerækkens funktion som er lidt anderledes end overtonerrækkens, da man ikke hører undertoner som element i klang.
