Nu har jeg mere end en håndfuld gange set dette opslag (dog uden de ??? som jeg har sat) delt på facebook af mine venner. Det ledsages af et påstået citat af Pythagoras (se længst nede). Citatet er alt andet end autentisk, og grafisk formidles noget, som i bedste fald må kaldes forvrøvlet. Billedet ses ofte delt med tanker om meditation og korrespondancer mellem chakraer, toner og farver.
Hvis man i sin meditation – i skrædderstilling med lukkede øjne – dyrker billeder og forestillinger, som er forvrøvlede eller forløjede, så bliver de ikke automatisk mindre forvrøvlede eller forløjede.
Oktavens natur kan blive basis for dyb erkendelse, og er så meget desto mere vigtig, fordi den ikke er begrænset til hverken den sjælelige eller den rationelle verden, men favner og rummer begge. Oktaven bevarer sin natur, uanset om man måler eller oplever den.
En sund og sand forståelse af oktaven kan derfor finstemme forholdet mellem den indre og den ydre verden, mens repetition af vanemæssige - men forkerte - forestillinger om oktaven tilsvarende vil sløre den forbindelse.
Når mediterende bekræfter sig selv i forestillingen om den direkte korrespondance mellem syv farver, syv toner, syv chakraer (og syv planeter, bevidsthedslag, 'stråler' osv.), er det i min optik mere selvsuggestion, end det er meditation, og skaber mere livsløgn end afklaring og indsigt.
Verden opleves som én, så de adskilte felter mødes i mig, i subjektet. Den del af billedet er vi vel på bølgelængde omkring ... Men en gryderet bliver ikke automatisk mere velsmagende af at blande mange ingredienser, som ikke passer sammen.
Korrespondancen mellem regnbuespektret og chakraerne så man første gang på skrift i 1968, men den er siden blevet messet til bevidstløshed af en hær af hippiespirituelle sammen med ideen om, at farvernes oktav (for ja, den findes) korresponderer direkte med skalaens syv toner, og at denne sidste er universelt begrundet.
Syvdeling er hverken den dybeste naturlige deling af farvernes eller tonernes oktav:
Tonernes oktav deles i naturtonerækken i 1-2-4-8-... deltoner.
Farverne har i regnbuespektret naturligvis ingen skel, men den dybest funderede deling vil være primært i 3, sekundært i 6 (og indigo findes ganske vist, men at farven historisk har haft så fremtrædende en plads, er et resultat af Newtons 'magiske' – og i dette tilfælde: mangelfulde – tænkning, mere end det er udtryk for farvernes natur).
Billedets spektrum spænder faktisk over mere end én oktav, da det – ulig de fleste af den slags billeder – opererer med 9 farver, og man således kan forvente en gentagelse af rød på e-tasten, en decim over den c-tast, hvor rød optræder første gang. Opslaget er således ikke blot forløjet i ord ved at påstå, at Pythagoras er ophav til citatet, men også i grafik ved at påstå, at en oktav = en decim.
Og jeg ved godt, at de fleste vil synes, at jeg er stivstikker, pernittengryn, pindehugger og går med skyklapper, men for mig er meditation og meditationsbilleder og -forestillinger – ikke mindst farvers og toners mønstre – meget vigtige for vores kommen til os selv. Og jeg er så gammeldags, at jeg bliver indigneret – eller harm sågar – når man dyrker noget forvrøvlet eller forløjet. Især når man tilmed kalder det et udtryk for noget 'højere'.
I mit univers er vrøvl og løgn et udtryk for noget 'lavere', uanset om jeg sidder i lotusstilling eller vasker op.
'Citatet' (som altså er en konstruktion, et udtryk for, hvad moderne 'lydhealere' kunne tænke sig, at Pythagoras havde sagt):
"Each celestial body, in fact each and every atom, produces a particular sound on account of its movement, its rhythm or vibration. All these sounds and vibrations form a universal harmony in which each element, while having its own function and character, contributes to the Whole."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar