Når tonen bliver kød

– om mantra, mening, overtonesang, IPA, formanter, ansatsrør, vokalkonvergens og indiske guder og gudinder.

/Skye Løfvander, Det Springende Punkt

De fleste af illustrationerne vil kunne beskues i større format ved at klikke på dem!

Her er et tværsnit af ansatsrøret, den meget fleksible forreste del af vores instrument:

Og her er en gengivelse af de resonansfrekvenser, formanterne, som får os til at opleve de karakteristiske vokallyde (her: svenske vokaler, J. Sundberg). Formanterne er et resultat af ansatsrørets akustiske egenskaber, bl.a. dets længde, ca. 16,9 cm (mænd)/ 14,1 cm (kvinder) fra stemmelæber til læber. Det er naturligvis en forenkling at beskrive vokallydene som et resultat af bare to frekvenser, men i flere tilfælde kan man faktisk ved hjælp af to sinustoner i påfaldende grad illudere vokallyd.

Sidste ting, som skal bringes i spil i første omgang, er IPA-skemaet, som viser placeringen af vokallydenes primære resonans i forhold til akserne hhv. for-midt-bag og åben-mellem-snæver.

Det fonetiske alfabet anvendes på de vigtigste orienteringspunkter, som du kan lytte til på dette link.

Blandt overtonesangere har vi haft en diskussion om, hvorvidt IPA-skemaet er en passende reference, fordi de bevægelser, det beskriver, når man fx glider fra [u] til [ɑ], reelt handler om to formanters bevægelse: Som det fremgår af Sundbergs skema, vil første formantfrekvens her stige fra ca. 300 til godt 600 Hz, mens anden formantfrekvens vil stige fra ca. 750 til ca 1.000 Hz:

… og en af de de centrale punkter for forståelse af, hvordan overtonesang fungerer, er, at man tilpasser ansatsrøret, så man netop kan tale om ét fremhævet formantområde. F1 og F2 bliver så at sige slået sammen.

I princippet vil horisontale og vertikale linjer i formantfeltets koordinatsystem være et udtryk for de bevægelser, som rene overtonerækker vil bevæge sig ad i sang, som det eksempelvis ses i den lodrette bevægelse fra [u] til [y] (hvor der så også mangler fonetiske tegn på mellemstationerne ovenfor).

Wolfgang Saus har udviklet teknikker, hvor han kan isolere sin stemmes bevægelse til netop én formant, og er derudover på vej med et fonetisk tegnsystem, som retter sig mere mod (overtone-) sang end talesprog. Hans demonstration af formant tuning er tilgængelig på Facebook, men da den vises i en fjerde begrebsramme, spektrografi, kommer i denne omgang blot dette eksterne link.

Sigtet her vil nemlig bl.a. være at vise, at de tre ovenstående – anatomien, formantfrekvenserne og IPA-skemaet – reelt er forskellige udtryk for de samme grundlæggende sammenhænge. Og selvom der er visse mangler, er spørgsmålet måske, hvor meget man skal bryde med disse grundlæggende beskrivelsesrammer.

Først en dobbelteksponering af IPA-skemaet og formantfeltet:

Her er IPA-skemaets akser blevet vendt. Det er ikke i sig selv nogen ulovlig operation.

Et af IPA-skemaets svage punkter står klart, for i lyset af bl.a. overtonesang, er det ikke uvæsentligt, om linjer er horisontale, vertikale eller står på skrå. Linjen mellem [u] og [ɑ] burde således ikke være horisontal, som den er her (i det oprindelige skema er den vertikal, hvilket også er misvisende, hvis man forstår skemaet i lyset af formantfrekvenser).

Både formantfrekvenser og IPA-skema kunne pusles ind i ansatsrørets anatomi, men for at der ikke skal blive pakket med informationer, er her blot IPA-skemaet sat ind:

Forhåbentligt forstår man, at illustrationen ikke skal fortolkes rigidt; der er tale om generelle sammenhænge, ikke at eksempelvis [a]'s primære resonans findes inde i tungens masse!

Noget af diskussionen blev sat i gang, fordi jeg reagerede på en anden overtonesanger Steve Sklars tanker om mantraet AUM, som har rødder i de indiske upanishaders spirituelle univers, og hvis betydning har konnotationer på kosmisk skabelsesniveau: Begyndelse-midte-afslutning, Brahma-Vishnu-Shiva, de tre bevidsthedsniveauer vågen-drøm-søvn mm.

Trimurti: Brahma-Vishnu-Shiva

Jeg har en mistanke om, at man har holdt denne stavelse for hellig ud fra en iagttagelse af en organisk vokalkonvergens:

[ɑ]-[ɒ]-[ɔ]-[o]-[u]-[m]
… efterhånden som man bevæger sig gennem sekvensen af rundede bagtungevokaler, nærmes læberne mere og mere for til sidst at mødes i et m.
Så tegnet A vil her repræsentere den mest åbne, rundede bagtungevokal, mens U er den mest lukkede, og M er nynnelyden, som den underforståede bevægelse klinger ud i.

Tilsvarende med mantraet for Saraswati, AING, som spejler sig i den organiske konvergens

[a]-[æ]-[ɛ]-[e]-[i]-[ŋ]

… efterhånden som man bevæger sig gennem sekvensen af urundede fortungevokaler nærmes bagtungen mere og mere den bløde gane, og de mødes tilsidst i et [ŋ], som vel at mærke ligger længere fremme, end det man normalt angiver for dette fonetiske tegn. Det skal bemærkes at der findes flere organiske vokalkonvergenser, og denne vokalsekvens kunne man i stedet for [ŋ] føre over i [ɲ] – et palataliseret n (sættes an længere tilbage end n).

Det er karakteristisk for enstavelsesmantraer, at de oftest klinger ud i en såkaldt nasal m, n eller [ŋ]. Således ender de tantriske bija-mantraer alle på m, og når tibetanere synger om mani padme hum, udtales hum reelt hung. Bija betyder frø/kerne, og begrebet dækker over enstavelsesmantraer i den tantriske tradition. Mantraer kan også være vers, shlokaer, og bija-mantraet er en kondenseret form.

Det vil give MeNiŋ for alle – (overtone-) sangere ikke mindst – at bevidstgøre de primære artikulationssteder, som netop kan forstås i lyset af de tre primære nasaler. Både mantra, mening og menneske stammer etymologisk fra manas – sind.

Igen skal illustrationen ikke tolkes for rigidt; der er tale om generelle sammenhænge.

Overtonesangere vil ved at åbne fra [ŋ] til bagtungevokaler kunne fremhæve de første elementer i overtonerækken, og sekvensen [u]-[o]-[ɔ]-[ɒ]-[ɑ] er om ikke sammenfaldende, så parallel med udfoldelsen af deltone nr. 2-3-4-5-6.

Dette er en anden sammenhæng end de ovennævnte vokalkonvergenser.

Tilsvarende kan de fløjtende klare overtoner fra højere oppe i rækken fremhæves ved en subtil åbning til fortungevokaler fra [ɲ], som de fleste vil opleve som en n-lyd, der sættes an længere tilbage end vanligt (den er palataliseret).

Min kommentar til Steve Sklar blev udformet som et diagram med vokalkonvergenser – som der altså vel at mærke findes adskillige andre af. Det illustrerer også i mere bred forstand fonetikkens musik, idet de mest elementære nynne- og rytmelyde er inddraget i oversigten:

Tre artikler om musikterapi og læring

... alle fra videnskab.dk. Klik på titlerne for at læse artiklerne!

Musikterapi afslører forældreevner

5. september 2012 kl. 02:56 5 kommentarer

Dansk forsker har udviklet en test til at måle, om forældre formår at tage sig af deres børn. Testen er baseret på musikterapi og giver adgang til nogle grundlæggende familiemønstre, der ellers er skjult for omverdenen.

Kunst gør det let at lære grammatik

11. september 2012 kl. 02:55 4 kommentarer

Hjerneforskning og forsøg i danske folkeskoler viser, at inddragelse af teater, film, billedkunst og musik gør undervisningen mere effektiv – og sjov.

Musikterapi bekæmper stress

27. september 2012 kl. 02:54 2 kommentarer

Ph.d.-afhandling fra Aalborg Universitet viser, at musikterapi kan hjælpe stresspatienter med at få det bedre og komme tilbage på arbejdsmarkedet.

Heureka! Cochlea

Find et urokkeligt ståsted med Det Springende Punkt!
- Gammel præsentation i ny bearbejdning. 23 overkommelige dias (og jo, det hele handler faktisk om lyd om musik, men der er jo noget, der hedder forspil):
http://goo.gl/nXpV8

 

God fornøjelse!

Harmonikal videnskab

Følgende artikel er affødt af påbegyndelsen af en tidslinje for pionerer inden for de harmonikale videnskaber. Ovenfor ses et skærmskud. Hvis du ikke bryder dig så meget om ord, men gerne vil studere selve tidslinjen, kan du finde linket efter artiklen, i bunden af siden.

Som overtonesanger forledes man let til at tro, at det først og fremmest handler om at producere en masse stemmelyd. Men vi har at gøre med et universelt sprog, som fletter tre helt primære områder i menneskets bevidsthed sammen, nemlig de områder, som behandler verden som

- tal (proportioner, aritmetik)
- sproglyde (vokaler, fonetik)
- musik (intervaller, klang)

Så dybest set handler det mindst lige så meget om at forstå og udvikle dette holistiske sprog, som vel at mærke slet ikke er spekulativt, da dets korrelationer kan eftervises ved måling, og sidst men ikke mindst er dybt funderet i kroppen.

Musikkens område; fløjter og strenges længder, tykkelser og spænding var vel det første, mennesket forholdt sig 'naturvidenskabeligt' til. Og musik indgik i middelalderens kvadrivium side om side med aritmetik, geometri og astronomi.
Så meget desto mere besynderligt er det, at dette område som videnskab betragtet har måttet friste en tilværelse som understrøm siden renæssancen, selvom eksempelvis Kepler, Descartes og Newton sporede sig ind på den logaritmiske tænkning ad den vej.

Kvadrivium: Aritmetik, astronomi, musik og geometri

Det er også karakteristisk, at alle skolebørn lærer om Keplers tredje planetlov*, men den tænkning, der førte frem til forståelsen af den, har vi end ikke et ord for på dansk, og mange matematisk og fysisk indstillede mennesker rynker på næsen ad metodikken.

Lad os tage begrebet først:
Tyskerne kalder forskningsområdet det harmonikale og på engelsk hedder det harmonic science. Det bliver så meget desto mere klart, når man ved, at harmonics på engelsk svarer til overtoner eller naturtoner, og deres liv kommer til udtryk gennem heltalsproportioner. Det harmonikale er med et fint ord transdisciplinært, og kan for så vidt ses som en direkte videreførelse af det klassiske kvadriviums discipliner, idet man dog kan anlægge harmonikalske vinkler på stort set alting.

Femte del af Keplers Harmonices Mundi er i bund og grund et forsøg på at anskue solsystemet ud fra musikkens harmoniprincipper, som på det tidspunktet endnu havde rødder i forståelsen af heltal, og derfor også var oplagte at forstå i lyset af elementære geometriske former som de Pythagoræiske legemer. De fleste kender illustrationen af planeterne indlejrede i disse. Den model var dog ikke dækkende for de reelle forhold. Men Kepler var altså optaget af den antikke forestilling om sfærernes harmoni, men i modsætning til sine forgængere inden for det område, forsøgte han at basere sin model på præcise fysiske observationer.

I sit forsøg på at forstå og systematisere de data, som Tycho Brahe havde formidlet, blev konklusionen, at de gamle forestillinger om epicykler måtte kasseres og erstattes af den omvæltende første lov; at planeterne bevægede sig i ellipser. For at forlige sig med denne rystende tanke; hvorfor skaberen ikke benyttede de komplette cirkler, endte Kepler med at anskue solsystemets planetbevægelser fra et heliocentrisk perspektiv, altså fra solen, hvor han studerede planeternes vinkelhastigheder.

Resultatet er stor harmoni, en kosmisk symfoni, som ud fra en statistisk beregning og med musikalske briller ikke ligner et såkaldt tilfælde. Men der er næsten ingen, der beskæftiger sig med de tabeller, som påviser disse forhold, endskønt de er lige så gyldige som dengang og også gælder for de i mellemtiden opdagede planeter. De er bemærkelsesværdige, omend ikke på niveau med planetlovene, da den afgørende præcision mangler. Se links i bunden af siden!
... og lyt til planetsangen på dette link!

Tabel over Keplers sfæreharmonier. Værdierne skal læses som intervaller mellem de situationer, hvor planeterne bevæger sig hhv. hurtigst og langsomt, og kan aflæses både som planetens ambitus (tonale spændvidde) og dens intervalforhold til naboplaneter. Påfaldende mange intervaller falder inden for den grundlæggende dur-akkord (c-e-g). Se sidste henvisning, nederst i dette opslag!

Kepler er egentlig ikke det, det hele handler om, men han kan tjene som anskueliggørelse af de harmonikale videnskabers understrømsrolle. Man kan vælge at anskue den europæiske lærdomskultur som igangsat af Platon, videreført af Boëthius, hvorpå Kepler satte sit aftryk i strømmens ånd, og gjorde den klar til en rationel bearbejdning, hvorefter andre, mere mekanistiske, anskuelser overtog i kølvandet på Newtons fysiske forklaring på, hvorfor lovene faktisk er gyldige.

Tidslinjen er ikke færdig, og indeholder pt. kun navne fra Boëthius og fremefter. Mange navne - især fra renæssancen - er endnu ikke ført ind. Men det påfaldende er som nævnt, at mange af de mere moderne nok kun kendes i subkulturer.

Da Dmitri Timyczko i 2006 fik udgivet The Geometry of Musical Chords i Science Magazine i 2006, var det første gang i tidsskriftets historie (siden 1880), at det formidlede musikteori - og det er altså ikke fordi, at al harmonikal forskning i den mellemliggende tid har været aldeles irrelevant. Nu var emnet geometrisk visuel gengivelse af akkorder, og er for så vidt helt i Keplers ånd.

* Keplers tredje lov:
Kvadratet på planetens omløbstid, t , er omvendt proportional med kuben på dens middelafstand til solen, a. Eller mere matematisk formuleret: k= t²/ a³, hvor k er planetkonstanten. 

Om tidslinjen:
Indholdet er på engelsk, og som skrevet står i Timeline Information, er den foreløbigt meget komprimeret. Mange af de angivne personer er ikke nødvendigvis hverken harmonikale eller videnskabelige i deres tilgang, men har i så fald på særlig vis haft betydning for forståelsen af det harmonikale. Der er tilstræbt at medtage de personer, som med deres arbejde slår bro til eller fra musikken. Foreløbigt er kun mænd, europæiske eller amerikanske repræsenteret. Én dansker.

Send gerne dine forslag og rettelser!

Praktiske tips om tidslinjen:
- Brug visningsudvideren (billedet til venstre, nedenfor)
- Brug periodezoom (billedet til højre, nedenfor)
- Vær opmærksom på, at der ved klik på ruder og navne fremkommer indhold nedenfor til venstre:
Links, billeder, videoer mm.!

GOD FORNØJELSE!

TIDSLINJE, KLIK & KIK!

Følgende links om Kepler anbefales:
Om Keplers sfæreharmoni på letforståeligt engelsk
http://www.keplersdiscovery.com/
www.harmonik.de
www.keplerstern.de

Hvis du vil i dybden med lekture, kan først og fremmest Joscelyn Godwins bog Harmonies of Heaven and Earth anbefales. Tabellen med planetmusikken stammer derfra. Det hører dog med til historien, at han i sit forarbejde til bogen ikke havde fat i Keplers tal, men forholdt sig til sæt idealiserede værdier fra en sekundær kilde. Da han senere fik adgang til de reelle tal, skiftede han syn på, hvor påfaldende Keplers model nu også var.
Hans senere holdning kommer til udtryk i denne artikel.

Musikalske logaritmer som del af det videnskabelige gennembrud

Illustrationen viser Descartes' deling af oktaven.
Læs hele artiklen på følgende link:
Klik og kik!

Dyrestemmer - efterårsopsamling

Der er i løbet af sommer og efterår tilflydt redaktøren et par kostelige links, der tilfælles har haft, at de handler om dyrs evne til at udtrykke sig med noget, der minder om menneskelig røst.

Jeg så engang en meget fint tilrettelagt udsendelse på dansk tv, hvor der blev gjort rede for, at mennesker på det punkt adskiller sig fra dyr ved, at strubehovedet er sunket længere ned (det er måske derfor, det hedder et 'adamsæble'!?), og følgelig vil de dyr, som anatomisk er bedst rustet til opgaven være hjorte og havpattedyr.

Og en af de mest kendte eksempler er da også sælen Hoover, som tilmed har fået en Wikipedia-side med lydprøver og alting!

Men andre havdyr giver deres besyv med, fx Beluga-hvaler, som der kan læses om og lyttes til på følgende link, klik og kik!

Med dagens høst har vi bevæget os på land, til det største snabeldyr: En koreansk dyretæmmer ledsager sine  anvisninger med enkle ord, og efterhånden har Koshik, som elefanten hedder, lært at efterligne fem-seks af dem. Klik og kik! (med lydklip og video)

I løbet af sommeren handlede DR1's Natursyn om dyrestemmer, og det tåler genhør:

Klik og lyt!

Sidste år handlede samme program om havlyde:

Klik og lyt!

... og så skal vi bare runde af med en lille film, som særligt må vække jubel blandt over- og undertonesangere (hvalrossen her benytter faktisk her et par af de grundlæggende teknikker):