/SL
Overtoner er et universelt sprog og overtonesangens perle er i min optik det polyfone; at man benytter sig af delvist uafhængige bevægelser i primærtonen (= stemmelæbernes grundfrekvens) og i de fremhævede overtoner: Det ene lag kan gå op i toneleje, mens det andet går ned. Alternativt kan man holde overtonefrekvensen fast og bevæge primærtonen melodisk eller man kan bevæge de to lag parallelt.
Det er muligheder, man ikke har benyttet sig af i traditionerne fra Mongoliet og Tuva, som stadig er mere alment kendte.
For et par uger siden talte jeg med en dygtig sangerinde, som har bevæget sig i vores kreds i årevis og hørt flere koncerter med polyfone overtonesangere, og hun havde end ikke bemærket denne udtryksdimension. Og det er ikke første gang, jeg oplever, at selv trænede lyttere ikke fanger alle lag.
Med andre ord: Det er ikke kun overtonesangerne som skal øve sig; for et vågent øre er det tydeligt nok, hvad der sker. Det er også lytterne, som må opøve opmærksomheden.
Det polyfone aspekt er som nævnt næsten udelukkende blevet udviklet i den moderne vestlige overtonesangstradition, selvom man rundt omkring på kloden har fundet enkelte eksempler på det. David Hykes var nok den første til både klart at beskrive og demonstrere mulighederne, men vi har naturligvis langtfra hørt alt, hvad man kan gøre med dem.
Lydforeningen GONG har flere gange haft besøg af førende polyfone overtonesangere, bl.a. David Hykes, Wolfgang Saus, Stuart Hinds, Kiva Simova og Jan Heinke. Og hunden her har også bjæffet. Men der er kun ganske få egentlige overtonesangere i Danmark, og praktisk talt ingen polyfone!
Spektrografi af Jan Heinke: Orpheo's Angel
- I første del ses et eksempel på, at overtonen (rødlig) holdes i samme frekvens, mens primærtonen (her blålig) bevæger sig først et trin nedad, siden et trin opad.
- Umiddelbart efter: Tre overtoner accentueres på basis af to forskellige primærtoner. Der er modbevægelse: Primærtonen går opad, mens dens overtone går nedad.
- Efter midten ses et eksempel på, at primærtonen holdes (her blågrøn med rødorange kerne), mens overtonen bevæges først hurtigt opad, dernæst nedad i tre trin. Denne situation adskiller sig ikke principielt fra de traditionelle østlige former for overtonesang.
- Umiddelbart herefter ses endnu et eksempel på modbevægelse: Primærtonen bevæger sig opad, mens det fremhævede overtonelag bevæger sig nedad.
- Den sidste - ikke her illustrerede - grundsituation er, at primærtone og overtone bevæges parallelt.
... og når jeg i indledningen skriver, at overtonelaget kan bevæges delvist uafhængigt af primærtonen, så skyldes det, at primærtonen i princippet kan glide frit og helt uden spring, mens det fremhævede overtonelag dels vil være 'låst' til den række, som udspringer fra den givne primærtone, dels kan springe fra én deltone til den næste. I situationen hvor overtonelaget holdes fast i en vedvarende frekvens, mens melodibevægelser foretages med primærtonen, må de sidstnævnte være elementer fra overtonens undertonerække. Det er overtonerækkens spejling, inversfunktionen.
Der er dog mange forskellige intervaller i overtonerækken (nabointervaller bliver mindre og mindre op gennem rækken), og man behøver ikke følge rækken slavisk ved eksempelvis at gå fra 8 til 9 til 10 (som vil være do-re-mi), men man kan også synge fx 8-5-12 (do'-mi-so').
Slangen i paradiset er nok, at ikke alle former for sang yder de fremhævede overtoner retfærdighed. Personligt oplever jeg ofte, at forsøg med kontrol og beherskelse inden for en afgrænset form tager magien af såvel den ene som den anden dimension; det stringente såvel som det fritflyvende. Akkurat på overtonesangens område er det måske ekstra følsomt, for oplevelsen bliver altså bedst, hvis overtonerne får lov at svæve frit, og helst skal de udtrykkes gennem en stemme, hvis grundklang også fungerer flot i sig selv.
Man kan måske umiddelbart forstå, at udviklingen af nodeskrift har betydet utrolige landvindinger for vestlig musik, men det er ikke sket helt uden omkostninger, bl.a. sansen for mikrotoner, intonation, den modale skalamangfoldighed, ornamentik og sjælens frie udtryk. Alt dette gælder sang i almindelighed, men med overtonernes natur udtrykt gennem nodeskrift i partitur er det måske lidt som med big band-jazz i Marmorkirken: Selvom rammen er nok så smuk og avanceret, er den ikke det optimale for udtrykket!
Ofte lyder det i mine ører lidt fortænkt og tøjlet, hvor meningen jo er, at sang - også når det drejer sig om overtonesang - skal strømme med følelser og udtryk.
Det er et dilemma, for jeg mener i høj grad, det er her den vigtigste udvikling kan og må finde sted.
Og hensigten med denne artikel er alt andet end at afholde nogen fra eksperimenter med den polyfone del af overtonesangen. Jeg håber, at det kan ske på en måde, så stemmens evne til at spejle, holde og udtrykke følelser bliver udviklet i tilsvarende grad, for netop dette er helt essentielt for musik, og måske allermest for sangere
Her er en afspilningsliste fra YouTube og et par link, som spejler, hvor denne udvikling pt. bevæger sig hen:
Kiva Simova: Overtone Choir Scores
Johannes Linds 50 stykker (25 for kvindelige, 25 for mandlige stemmer) for overtonesangereStuart Hinds' bog An Overtone Experience/ Eine Oberton Erfahrung. Including 15 polyphonic pieces.Some Thoughts on Music Aesthetics and Overtone Singing. Gisbert Schürig. Debat på Overtone Music Network.
Fra minuttal 03:36 i videoen med Wolfgang Saus anskueliggør han meget klart og pædagogisk de forskellige muligheder med stemme og hænder. Desværre ødelægges den mest raffinerede demonstration, nemlig den af modbevægelse, af speak.
Some Thoughts on Music Aesthetics and Overtone Singing. Gisbert Schürig. Debat på Overtone Music Network.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar