/Skye Løfvander, Det
Springende Punkt
NB! Illustrationerne kan beskues i større format ved at klikke på dem!
Ofte
vil man i samtaler og i præsentationer af workshops og kurser støde
på to forestillinger om, hvordan man synger overtonesang:
- Det handler om at glide gennem forskellige vokallyde
- Det handler om at nasalere
… og
hverken det ene eller det andet er dybest set rigtigt!!
Kort
fortalt handler overtonesang om at finde og fremhæve
overtonerne i klangen, mens det at glide mellem vokallyde (~
klangkvaliteter) ganske vist kan skærpe opmærksomheden på
overtonernes eksistens, men netop ikke holder de enkelte kvaliteter
fast, så de bevidst kan opleves. Så det ender reelt ofte i en evig
søgen.
Med
hensyn til det nasale, kan jeg ikke snakke mig fra, at dygtige
overtonesangere ofte lyder som om, de har en fløjte i næsen, men den
nasale effekt affødes teknisk betragtet ikke af en stærk
nasalering, men ved at man i ansatsrøret – de ca. 17 cm mellem
stemmelæber og læber – med tungen finder de præcise
underdelinger af den svingende luftsøjle, hvor der opstår
knudepunkter. Ved disse punkter arbejder man med en subtil
åbning hhv. indsnævring, så klangens enkelte overtoner fokuseres.
Da punkterne ligger langs med og lige under den hårde ganes kurve,
opstår der naturligt en resonans, så det lyder som om, meget af
klangen kommer ud af næsen.
Alt
dette er naturligvis lidt teknisk anskuet. Overtonesang handler –
som al anden sang – først og fremmest om at få krop, sjæl og
sind til at arbejde sammen på en organisk måde, så man oplever, at
man til sidst ikke skal arbejde for tonerne, men at man bliver båret
af dem. Det er en livsproces, ikke et weekendprojekt, og den tekniske
side af det er måske det mindst interessante.
Det
første kursus vil som regel være en øreåbner, så man pludselig
bliver klar over, at klang kan indeholde et væld af skjulte
dimensioner, men de fleste vil have brug for en del tid på at træne
de lyttende ører i retning af overtonelaget – og så er det
nærmest en regel, at begyndere har lettere ved at identificere
andres overtoner end egne.
Det
er ingen kunst at lære at synge klare overtoner, de fleste kan lære
det på en eftermiddag, men det tager andet og mere at udtrykke sig
kunstnerisk som egentlig overtonesanger. En sådan vil bevidst kunne
bevæge både primærtonens* lag og overtonernes, ultimativt i en vis
uafhængighed af hinanden, så man kan synge tostemmigt med sig selv.
Heldigvis
kan mindre gøre det, for alene den åbning og bevidstgørelse af
klangen, som et godt kursus i overtonesang vil lægge grunden til,
kan bruges til umiddelbar glæde i eget sanglaboratorium og i de
intuitive sangcirkler, som efterhånden er ret udbredte, hvor fokus
ikke er på partitur og uniformt udtryk men på fælles skaben i et
levende nu.
Og
i den sammenhæng kommer her et hjertesuk om vokalglidning og
nasalering:
Gang
på gang møder jeg mennesker, som er blevet forledt til at tro, at
det skulle være nøglen til en raffineret klangteknik, og på dage,
hvor jeg har sarte kunstneriske ører, lyder det tværtom som
ihærdigt tilstræbt vrængen og skødesløs gliden op og ned ad
vokaler og toner.
Måske
har jeg for sarte ører, men i forhold til mine egne forestillinger
om mulighederne med intuitive sangcirkler, vanskeliggør det faktisk
det fælles projekt, hvor vågen lytning til den fælles klang er
selve basis for det musikalske udtryk: For hvis man glider og
vrænger, vil de øvrige deltagere have vanskeligere ved at forholde
sig til, hvad du tonalt vil sige.
Som
udgangspunkt for overtoneøvelser og som basis for stemmekvaliteten i
intuitive sangcirkler, anbefaler jeg som regel noget uanstrengt,
'naturligt', vibratofrit og åbent.
Sammenstillingen mellem toner, tal, krop og vokallyde skal ikke tolkes alt for rigidt:
– Der udgår overtonerækker fra alle toner, ikke bare det dybe g, og faktisk er det noget nær umuligt rigtigt at fremhæve nr. 2 og 3 fra så dyb en tone.
– Krop og resonans er en kompleks affære, men det generelle billede er så klart, som det spejles i sprogets høj og dyb.
– Koblingen mellem toner og vokallyde er ikke entydig, men en parallel: Vokalerne i sekvensen vil være de bedst egnede til at fremhæve de overfor stående overtoner, men rækkerne kan forskyde sig et nøk eller to i begge retninger.
Hvis
vi skal vende tilbage til begyndernes gyldne nøgler til
overtonesang, kunne jeg tænke mig de to forestillinger i
indledningen erstattet med følgende, hvad det mundhuletekniske
angår:
- Det handler om en subtil og bevidst åbning fra de tre primære artikulationssteder, de tre 'nynnere' m, n og [ŋ] (ng), i fonetikken hedder de nasaler, men det at nasalere er et andet begreb. Det er de tre steder i ansatsrøret hvor man helt elementært kan udvide hhv. indsnævre passagen for de stående bølger.
- Det handler om bevidstgørelse af musikken i vokallydene, så man frem for at tænke i sproglyde lytter efter musikalske intervaller, i første omgang mellem nabovokaler.Dette kan indbefatte en forståelse af de organiske sammenhænge mellem sproglyde (bagtunge/ fortunge, rundet/ urundet, åben/ snæver), musik (intervaller) og de naturlige tal, som er overtonerækkens sprog.
Mere
om dette i tekst, grafik og video på min hjemmeside
www.overtonesang.dk
God
fornøjelse!
*
Jeg benytter begrebet primærtone
om klangens fundament/ deltone nr. 1/ den frekvens stemmelæberne
svinger med i modsætning til grundtone,
som er 'hjem' i skala og melodi.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar