fredag den 7. juni 2013

Krystalsyngeskåle er af glas

/SL:
Man møder gang på gang forestillingen om, at de såkaldte krystalsyngeskåle er lavet af 'knust bjergkrystal'.

Men der er mange myter i de nyspirituelle miljøer. Et andet eksempel er de traditionelle tibetanske syngeskåle, som ofte sælges med en påstand om, at de er fremstillet af syv metaller. Det har man ikke kunnet finde belæg for ved metallurgisk analyse. De er lavet af klokkebronze (en bronzelegering af kobber og tin).


De fleste er klar over, at bjergkrystal – store, gennemsigtige kvartskrystaller – er dyre. Såkaldte krystalsyngeskåle er også dyre, men de havde med garanti ikke været til at betale, hvis råmaterialet havde været 'pulveriseret' bjergkrystal', som det er udbredt at hævde.

Kvarts, siliciumdioxid, er den kontinentale jordskorpes mest almindelige mineral (hvis man anskuer den kontinentale plus den oceaniske jordskorpe er feldspat det mest almindelige).
Strandsand, granit, gnejs, ørkensand, … består af kvartssand. Og råmaterialet til 'krystalsyngeskåle' er kvartssand.

I de såkaldte krystalsyngeskåle har man faktisk ændret strukturen fra noget krystallinsk til noget amorft (strukturløst). Man har simpelthen smeltet det naturlige kvartssand (som er krystallinsk) i en roterende støbeform i en lysbueovn ved omkring 3.600°C (håndblæst glas formes ved 1.200°C), så det er blevet til … glas!! Kvartspulverets størrelse kan ses på ydersiden af skålenes kant. Skålene er netop uigennemsigtige (frosted) da dette yderste lag kun er smeltet på indersiden.

Det er for øvrigt også en meget udbredt myte, at disse glassyngeskåle har en særlig overtonesammensætning. Hemmeligheden ved deres klangprofil er imidlertid, at den er sammensat af meget få deltoner fra overtonerækken, omtrent som en tværfløjte, hvis klang også er let at forholde sig til.