Den kan synge solen sort!

/SL, Det Springende Punkt .

Stemmens Dag 2013. Klik & kik!

Er denne video bare et foto af en solsort og lydoptagelsen af dens fløjt?

NIKS!

Først og fremmest er fotoet jo Stemmens Dags logo-solsort. Den er også blevet brugt på mange internationale Wikipedia-sider, og forklaringen er, at billedet er taget af den danske biolog og fotograf Malene Thyssen, som også har været meget aktiv Wikipedianer. Hun har meget venligt givet os lov at anvende fuglen. Tak!

Og så er der lydsiden: Næst efter de sporadiske fløjt, som findes på Beatles' 'Blackbird' er det sandsynligvis verdens mest udbredte indspilning af solsortesang. Selv har jeg bl.a. hørt disse nøgne fuglestrofer midt på Købmagergade omkring nr. 29, hvor de strømmede fra en butik. Og når jeg et par gange om ugen går rundt om hjørnet til SuperBest for at hente mejeriprodukter fra Øllingegård, lyder samme triller hver dag i grøntafdelingen. De tror selvfølgelig, at vi ikke lægger mærke til, at det er samme lydstump, de spiller igen og igen, men jeg kender mine lus på travet og mine solsorte på fløjtet!

Samme fløjt er et af de bedste fund, jeg nogensinde har gjort i en tikronersbutik. Det findes nemlig på musikeren Chris Hughes' cd 'Shift'.
Han har siden sin barndom været meget optaget af Steve Reichs polyrytmiske univers, og skæringerne er både eksperimenterende og smeltende sød og krydret guf for øregangene. Nummeret Slow Motion Blackbird, bygger også på Reich, hvis oplæg lød: “Very gradually slow down a recorded sound to many times its original length without changing its pitch or timbre at all.” (Sænk ganske langsomt en indspilnings hastighed, indtil dens varighed er flere gange originalens. Gør det uden at ændre tonehøjde eller klang).

Chris Hughes har som råmateriale netop valgt vores solsortestrofe, der i sin naturlige form kun er et par sekunder langt. Det magiske er dels det komisk-absurde i et så langtrukkent solsortefløjt, og så især at man bliver klar over, hvilken utrolig detaljerigdom, der findes inde i sådan en lille lydbid, alle de små fraseringer, triller og betoninger.

Steve Reich; cd'ens for- og bagside; Chris Hughes

Hvad skal vi mere sige om solsortefløjt udover ”nyd dem!”?

Der er masser af eksempler på, at denne fantastiske sanger har opsnappet mobiltelefoners ringetoner (klik & kik & lyt) og efterlignet dem, og hjemme på mit eget tag har en solsort gennem tre somre gentaget samme strofe på fire toner, som minder om Vivaldi eller den italienske symfoni af Mendelsohn: do- mi- do- so…

Måske kunne man, mens man lytter til disse territoriale markeringer og demonstration af potens og overskud, som fuglesang jo også er, reflektere lidt over, at fugle har udviklet sig fra dinosaurerne, som man har fundet frem til senest. 

... samt hvordan det hænger sammen med fuglesange og andre kendingsmelodier og mantraer, som præger sindet og markerer en bestemt identitet. Fugles sange udvikler sig – ligesom hvalers blandt andet – langsomt og organisk i dialog med de andre, men således at man vil kunne følge og genkende det enkelte individ fra år til år. Nye toner kommer på, temaer varieres. Vi har alle en eller flere små kendingsmelodier, som vi føler os hjemme i. Jeg boede engang i en opgang, hvor naboen arbejdede som gartner i kvarteret, og derfor kom hjem kl. 12 hver dag for at spise frokost, og hver eneste gang med de samme tre nedadgående mol-toner, som klang fint i den nøgne opgang. Problemet med mantraer er naturligvis, at man kan komme til at sidde fast i et spor, så det i stedet for at blive højnende ender som noget sløvende.

I stedet var det måske en ide at blive bare lidt mere som fuglene: Mærke i sin sjæl, hvad der trænger sig på af toner og strofer, bygge lidt på dem, holde fast over et stykke tid og variere lidt, så man opbygger et personligt udtryk med plads for noget nyt.

Ole Emil Riisager

De sidste fløjt skal den gamle nyhedsoplæser fra Danmarks Radio Ole Emil Riisager have, for de er både smukke og sande:

”Al respekt for H.C. Andersen, men nattergalen synger nu ikke smukkest. Det gør solsorten. Nattergalen er fuglenes Lauritz Melchior, den kan høres en kilometer bort – og bevares, det kan være flot. Men solsorten har de blødeste toner og det mest varierede repertoire. Ikke to solsorte synger ens. Indrømmet: de er heller ikke lige gode alle sammen. I sommeren har vi en, der ikke holder standarden. Den tror måske den er en sangdrossel, for den har det med at snyde for trillerne og tre gange hurtigt gentage et to-tonet interval. Det er slet ikke en solsort værdigt, og i distraktion kan den endda lave figuren fire og fem gange. Fra barndommen husker jeg en solsort, som efterabede togmandens rangerfløjte på Tisvilde Station. Ganske risikabelt, for tænk, hvis lokomotivføreren havde ladet sig forvirre. Og inde i Tisvilde Lunde lod farbror Knudåge sig inspirere af en solsort til et motiv i balletten Quartsiluni. Jeg er vis på, at det samme er sket for andre komponister (…)”