torsdag den 28. juni 2012

2, 3 & 5: Oktav, ren kvint og storterts


/ Skye Løfvander, Det Springende Punkt


ENGLISH VERSION HERE: http://goo.gl/iJJBg
Se grafikken i fuld opløsning ved først at klikke på billedet, 
dernæst i den nye visning: højreklik og vælg 'Åbn billedet i ny fane'. 
Her fremkommer en lup med +tegn


Askepots stedsøstre: "Hug en hæl og klip en tå!"


Musikere eller ej: I kan lige så godt vænne jer til denne form for fremstilling, hvor analogien mellem spiralen og oktaven er så oplagt, som vi kender den fra sproget: Noget gentager sig på en højere eller lavere oktav/ spiralvinding!!


... og ja, det er bare en ny bearbejdning af noget, jeg allerede har præsenteret her, men hvis den højnede æstetik og tydelighed kan gøre en forskel for en eller anden, er der jo ingen grund til at helme!


Det bemærkelsesværdige er, at man i moderne musik med den ligedelte oktav af ren bekvemmelighed antager, at gule punkter falder på de blå akser og de violette spiralarme er rette og sammenfaldende med akserne kl. 12, kl. 4 og kl. 8!!


Får du da en anelse af, at det, vi har gjort ved musikken, svarer til Askepots halvsøstres manøvre: Hug en hæl og klip en tå!?


Velkommen til at begribe og befamle, velkommen til at dele!

lørdag den 9. juni 2012

Lydens himmel


/Skye Løfvander, Det Springende Punkt

Overtonesang er ikke bare sang, men en fremkaldelse af universelle mønstre i en syntese af sprog, matematik og musik - mønstre som i vid udstrækning kan beskrives med naturlige tal.


Erv Wilson er en markant mønsterjonglør, og hans omfattende univers kan beskues på en ny hjemmeside, www.thesonicsky.com


Erv Wilson. Her optaget af et andet interesseområde: Frøforædling.

Et par af hans centrale diagrammer - bl.a. oktavspiralen (som jeg selv en overgang troede, jeg havde opdaget) og det såkaldte co-prime grid - har andre beskrevet før ham, men det gør ikke skønheden mindre, og han er ganske givet 'uskyldig', er blot blevet ledt til forståelsen af den samme universelle struktur og den oplagte grafiske gengivelse.
Her skal blot henvises til en anden af de store pionerer inden for dette felt: Hans Kayser. http://hanskayser.com/


Erv Wilsons udgave af oktavspiralen, tegnet i 1965


Thesonicsky er relativt ny, men der er allerede meget materiale, og det fremgår klart, at meget mere er i vente.
Blandt de mange smukke præsentationer vil jeg fremhæve Moments of Symmetry, som er en interaktiv anskueliggørelse af princippet bag generering af tonesystemer.
http://www.thesonicsky.com/uncategorized/moments-of-symmetry-user-interactive-circle/


På det interaktive diagram kan du bevæge markøren over cirklen, dens position vil svare til den generator, som får musikken (tonesystemet) frem. 
Eksempler:
Ren kvint, 3:2, svarer til 210,6 grader, omkring klokken 7;
Ren storterts, 5:4, svarer til 115,9 grader, omkring klokken 4.
Nederst i billedfeltet ses med kommatal angivet, hvor stor en del af oktavcirklen spændet mellem kl. 12 og markøren udgør. Dette tal skal ganges med 360 for at få det tilhørende vinkelgradtal.


'Moments of Symmetry: Generator 0,271850


På dette opslags illustration ovenfor er generatoren 0,271850, svarende til 97,9 grader og et musikalsk interval som ligger i området mellem lille og stor terts.
Intervallet ses som den linje, der udgår fra den inderste cirkel, et stykke forbi kl. 3. Når man afsætter intervallet fra dette punkt, kommer man til den linje, som udgår fra næstinderste cirkel og så fremdeles.

Mange vil måske stejle overfor generator-begrebet i forbindelse med musik, da det kan fremkalde associationer i retning af larmende maskiner, men genus betyder jo køn (også i grammatik) og at generere betyder som udgangspunkt at avle.
Man ser da også nogle klare paralleller mellem de mønsterdannende principper i planteverdenen og i musikkens tonesystemer. Det er tankevækkende, at det første er udtryk for 'natur' og det andet så udpræget 'kultur'.
Se også mit indlæg Ingen roser uden toner!



Erv Wilsons sprog svarer til, hvad jeg tidligere har luftet med oktavspiralen og tonalitetscirkler, alligevel vil jeg sige om Moments of Symmetry: Gid det var min!

Flere henvisninger:

Denne side er arkiv for Wilsons omfattende univers:
http://anaphoria.com/wilsonbasic.html


En af Erv Wilsons primære bestræbelser har været at skabe instrumenter, der kan håndtere det mikrotonale materiale. På hans håndskrevne noter beskrives hans tanker om strukturen for et instrument med 53-delt oktav, som også havde en særlig plads i danske chronomatiker Frede Schandorfs univers:
http://anaphoria.com/hanson.PDF


På denne side redegør David J. Finnamore, en af Erv Wilsons disciple, for opbygningen af 'Moments of Symmetry': Den interaktive generatorcirkel. Her lægges vægt på systemer med akkurat to intervalstørrelser, også her fuldstændig parallelt Frede Schandorfs forståelse:
http://www.elvenminstrel.com/music/tuning/horagrams/horagram_intro.htm


Forklaring på begrebet 'Moments of Symmetry':
http://www.tonalsoft.com/enc/m/mos.aspx

tirsdag den 15. maj 2012

Plat og planter

/Skye Løfvander, Det Springende Punkt


Om levende blev hvert træ i skov, og var så hvert blad en tunge …


I disse dage florerer – undskyld! – på sociale netfora: Facebook, Google+ osv., et væld af henvisninger til 'plantemusik'.
Historien går ud på, at nogle forskere skulle have fundet en måde at gøre planternes sang hørbar for os. Som man måske vil kunne gætte fra overskriften, vil overtegnede foreslå, at vi betragter forskerbenævnelsen  i gåseperspektiv, for musikken, vi således får at høre, er egentlig mere et udtryk for programmørens valg end for planternes musik: I bund og grund er der tale om menneskemusik.


De fleste links i omløb henviser til videoer fra et spirituelt hippiesamfund, Damanhur, nord for Torino. Det er et sted som – i den grad med rette – mest er kendt for enestående underjordisk arkitektur: en række rigt udsmykkede sale gravet ud af et bjerg og benævnt menneskehedens tempel.


Men selv om man frembringer noget fantastisk og unikt på ét felt, kan kæden jo godt hoppe af på et andet …

Damanhurianerne har for at gøre plantemusikken hørbar anvendt en Wheatstone-bro, som blev opfundet helt tilbage i 1833 og bl.a. blev benyttet til jordbundsanalyser ved at måle den elektriske modstand i materialet. Der er altså ikke tale om moderne højteknologi, og faktisk har vi ikke brug for andre formler end folkeskolens U=RxI (spænding, enhed: Volt, er lig med strømstyrke, enhed: Ampére, gange modstand, enhed: Ohm ... formlen er også kendt som Ohms lov). Kort fortalt laver man et elektrisk kredsløb ved at anbringe terminaler på blade og rødder og sende strøm gennem planten. Derved kan man så betragte, at den elektriske modstand, som plantens subtile elektromagnetiske felt udgør, varierer … og det er disse forskelle i modstand, damanhurianerne fortolker som musik.  


Signalet omformes af et MIDI-instrument og sendes gennem et program, der oversætter den ene simple parameter – varierende elektrisk modstand – til de mange, man i musikken sluttelig får at høre via en tilkoblet synthesizer. Når musikken i højttaleren således indeholder klang, harmoni, dynamik, tonespring og 'instrumentering', er det altså ikke fordi, planten udtrykker sig i et komplekst musikalsk sprog – inputtet har end ikke med frekvens at gøre – men fordi programmet omsætter dette simple input til noget komplekst.

Med andre ord: Med den metodik, damanhurianerne har benyttet, kunne man ligeså godt have fortolket et termometers visning af varmegrader musikalsk, for det signal, planterne giver, er hverken mere eller mindre musikalsk: Det er éndimensionalt, der er én og kun én variabel!
Det handler altså ikke om plantemusik men om computergenereret musik og desværre vil det også være forkert at kalde projektet forskning.





Alting er ét … og kan fortolkes som noget andet!

Det er en udbredt sport i nyspirituelt orienterede miljøer at genoplive korrespondancelære: Den og den farve svarer til den og den tone, planet, kropsdel, mineral, …

Pointen er naturligvis, at vi i et bredt kulturelt perspektiv sikkert har brug for dels, at elementerne i verdens mangfoldighed igen kan komme i kontakt på tværs af de adskilte erkendelsesfelter, vi har opdyrket gennem rationalitetens tidsalder, dels at kunne sætte erkendelsesområderne i forbindelse med noget, vi kan sanse og relatere til med krop og sjæl.
Det springende punkt er, om det bliver en udvidelse af vores verdensbillede eller en indsnævring. Det sidste bliver det, hvis man insisterer på at korrespondanceanskuelsen altid har rod i noget højere, og hvis man ikke tager højde for, i hvilke tilfælde lighedstegn på tværs af erkendelsesfelterne IKKE gælder … og det er jo oftest netop hér det hele bliver spændende: at livets facit ikke er så simpelt.

Så jeg ville for så vidt ikke have brug for at fare i blækhuset, hvis blot man fremlagde sagen som en interessant poetisk vinkel.

For indtil videre er der i det, jeg har kunnet finde frem om den såkaldte forskning, ikke meget mere i sagen bortset fra det interessante perspektiv, at planterne synes at reagere på stimuli som menneskers nærvær.
Forskning (ordnet.dk: systematisk, videnskabelig undersøgelse af noget med det formål at erhverve ny viden eller løse et konkret problem) 
i den forstand, vi normalt forholder os til, bliver det imidlertid først, når man gør rede for, hvad man har gjort og 
iagttaget – hvordan og under hvilke betingelser – og delagtiggør sig på en måde, så andre forskere eksperimentelt kan eftergøre og udvikle samt forholde sig kritisk til metodikken. 
Jeg har ikke vha. søgeværktøjer kunnet finde frem til sider, der går mere i dybden med, hvad forskningen går ud på, end de fakta som præsenteres ovenfor. Dette link fører til den officielle hjemmesides behandling af emnet.

Hvorfor være stivstikker og pindehugger? 

Hvorfor skille det hele ad?
Jeg påberåber mig nødvendigheden af at udvikle en holisme, som virkelig forholder sig forskende og nøgternt, og som kan bringe adskilte elementer i tale. Jeg synes faktisk, det giver mening også at åbne sig for andre naturrigers sprog.
I de nyspirituelle miljøer færdes mine venner, og der har de deres referencer. Jeg vil gerne snart kunne lege med dem igen, også i den verden, hvor man forholder sig kreativt og abstrakt reflekterende!


...
...

Mere fra Det Springende Punkt om musik og planter:
Ingen roser uden toner


Alting er ét … og kan fortolkes som noget andet!

Som et andet eksempel på brugen af korrespondancelære i nyspirituelle kredse er det meget udbredt at sætte lighedstegn mellem toner og farver, da begge felter udtrykker sig gennem bølger, og har oktaven (frekvens-/ bølgelængde-proportionen 1:2) som ramme. De allerfleste, som ivrigt benytter oktaveringsoperationen (at gange frekvens/ bølgelængde med en potens af 2) for at finde ud af, hvilken tone, som svarer til hvilken farve, glemmer alle mellemregningerne – og der er flere end de nedenfor nævnte :

– Lyd og farve er udtryk for hhv. lydbølger og det elektromagnetiske spektrum, hvoraf regnbuespektret dækker knapt en oktav.


Bølgerne er væsensforskellige både mht. til udbredelse (longitidunalt hhv. transversalt) og at lys udbreder sig gennem vakuum uden mekanisk energi involveret, mens lyden har brug for et medium og medfører materialebevægelse.

De to felter er adskilt af et kolossalt spænd på 40 oktaver (slå selv tallet 240 ind på regnemaskinen!).
Oktaven er i musikfrekvensernes yderområder ikke noget absolut. Mennesket som sansende og fortolkende faktor skal med i billedet.

– Musikkens frekvenser dækker mere end otte oktaver, mens vi som nævnt med øjet kan se knapt én. Det har stor betydning for, hvordan vi strukturerer vores oplevelse af de to områder.


– Hvis man oktaverer en frekvens, så man finder en korresponderende farve i regnbuespektrets frekvensområde, vil tonens og farvens bølgelængde pr. definition IKKE korrespondere, da lys og lyd refererer til hver sin konstant i den formel, der gælder begge områder: f x λ = k (frekvens gange bølgelængde er lig med en konstant; konstanterne er hhv. lydens og lyset hastighed).

Man kan ikke isolere frekvensaspektet fra bølgelængdeaspektet!

Med andre ord:
Lyd og lys fletter tid (frekvens) og rum (bølgelængde) sammen, men på forskellige måder!!





søndag den 29. april 2012

Øret mod øst 2012


Lydforeningen GONG præsenterer:
Øret mod øst
Musikfestival. 
Torsdag d. 17. maj til søndag d. 20 maj, 
Blågårds Kirke, Kbh. N.

Torsdag d.17. maj kl 15-17: Åben jamsession:

Kom og vær med til at lave musik på tværs af alle grænser! Har du en tromme eller et andet spændende instrument, så lad os lytte til hinanden, sætte kræfterne fri og nyde at skabe et stort rytmisk rum med plads til alle stemmer.
Musikken bliver vores fælles sprog...
Den enkle samspilsmetode 'Elementnøglen' vil også blive introduceret, - med muligheden for evt at lave fremtidige, regelmæssige jam-sessions. De spillere, som på forhånd giver tilsagn om at komme, får gratis adgang til aftenens koncert.
Tilmelding på tlf: 26486209 /annettesluftpost@gmail.com Fri entré. Vel mødt!

Torsdag d. 17. maj kl. 19.00: Shohreh Shahrzad, Yasar Tas m.fl.
Mellemøstlige rytmer: Daf, darbouka, tabla mm. 80,- kr.


Shohreh Shahrzad er født i Iran og kom til Danmark i 2003, her udtrykker hun sig gennem dans, maleri, elektronisk musik og den traditionelle persisk rammetromme, daf. Hun spillet en lang række koncerter i samarbejde med blandt andre Mizgin og med projekterne Innin, Kinnara og Missing Voices. Hun modtog i 2011 den prestigefyldte kunstnerpris fra bazART.
Daf-trommen forener skindets fyldige, mørke klang med en syden og brusen fra de monterede metalringe. I modsætning til andre trommer, er der flere steder i Mellemøsten for at daf bliver spillet af kvinder, bla. i bryllupsoptog. www.shohre.dk
Yasar Tas er har været med til at definere verdensmusikken på den hjemlige scene, bl.a. i kraft af hans mangeårige deltagelse i gruppen Oriental Mood. Han behersker en bred vifte af traditionelle melodi- og perkussioninstrumenter, bl.a. vasetrommen darbouka og davul, som er marchtrommens ophav.

Fredag d. 18. maj kl. 19.00: Anders Nordin, kyotaku. 60,- kr.



Den japanske bambusfløjte kyotakus dybe og udtryksrige toner bliver hentet helt nede fra bugmidten. De gives liv og fylde af et kontrolleret dybt åndedrag, som flyder frem i en lang organisk bevægelse og stemmer sindet til stilhed. Kyotakufløjten er en meterlang kantblæst fløjte med fem huller, som fremstilles af rodstykket af en særlig bambusart, som kun vokser ét bestemt sted på den japanske ø Kyushu. Direkte oversat betyder kyotaku ”klokker der tømmer sindet”. Fløjten er skabt til meditation i zen-traditionen. Anders Nordin har gennem 16 år stået i lære hos den mest navnkundige japanske fløjtemester Koku Nishimura. www.kyotaku.dk


Lørdag d. 19. maj kl. 19.00:
Christian Sievert og Trio Klezmer. 80,- kr.



Christian Sievert er perkussionist, sanger og komponist og Danmarks vel nok førende flamenco-guitarist, men udtrykker sig også i stilarter som bossa nova, samba, folk mm. Christian Sievert har spillet og indspillet med en meget lang række danske og internationale navne.
Trio Klezmer: Channe Nussbaum: Vokal, Mette Smidl: Violin, Øyvind Ougaard: Harmonika
Med udgangspunkt i traditionel klezmer og jiddische lieder skaber denne trio sit eget univers. Her udfoldes spillemandens råstyrke såvel som nutidens rytmik og tonesprog. Sammen forfølger musikerne to mål : Dels at rendyrke traditionen, dels at udforske nye veje ved at lade medbragte påvirkninger udfordre den. www.trioklezmer.dk

Søndag d. 20. maj kl. 15.00: Subtle Voices
Ashish Sankrityayan & Skye Løfvander, dhrupad og overtonesang. 80,- kr.



De to sangere er bemærkelsesværdige stemmekunstnere, som bevæger sig ind til stemmens essens, til selve klangen, som udsmykkes og nuanceres på højst overraskende måder. Oplevelsen bliver en fordybelse, en rejse ind i sindet, hvor musik møder sprog, tid og rum.
Dhrupad-sang har rødder tilbage til de vediske hymner og mantraer. Sangeren benytter hele sin krop til farve stemmens dybeste resonanser vha. nada yoga (lydyoga). Sangen er både kraftfuld og subtilt nuanceret og ledsages af den store overtonerige strengeinstrument tanpura.
Med overtonesang trækkes rene fløjtelignende toner frem som ligger tre oktaver over det vanlige register, så sangeren i sekvenser synger tostemmigt med sig selv. Virkningen er æterisk og dragende.
De to udtryk mødes i et modalt tonesprog med dybe meditative kvaliteter.

Søndag d. 20. maj kl. 19.30: 
Roop Verma, sitar med Narén Budhakar, tabla og Wini Hald, tanpura



I samarbejde med Skandinavisk Yoga- og Meditationsskole. 
Billetpris 125 kr. (Medlemmer af GONG og deltagere på yogaskolens kurser 100 kr.)


Roop Verma og Narén Budhakar bor til daglig i New York og er i maj måned på turné i Europa. Vi er glade for at byde velkommen til denne enestående musikoplevelse. Koncerten byder på mere end blot klassisk indisk musik, idet Roop Vermas meditative indgangsvinkel til musikken er fundamentet for koncerten. Luk øjnene, læn dig tilbage og nyd tonerne…
Roop Verma har stået i lære hos Ravi Shankar og Ali Akbar Khan, optrådt i de fineste koncertsale på tre kontinenter og har en lang række udmærkelser og æresposter. www.roopverma.com

onsdag den 18. april 2012

Fremtidsmusik


JJeg kan vel lige så godt indrømme, at jeg undertiden opfatter mig selv som et orakel, fra hvis mund verden endnu har mange guldkorn til gode, og det måtte gerne være i bedste sendetid!! Det handler mest om de helt essentielle sammenhænge mellem sprog, musik og matematik, som kan give næring til drømme om en kultur, hvor krop og bevidsthed hænger sammen på en rodfæstet, meningsfuld måde … en som vækker sjælen.
En del af døgnets timer bruger jeg på et formidlingsprojekt med overskriften tolvtonalitet, som er en smule avanceret, da det tager afsæt i nogle fundamentale lovmæssigheder, som de fleste musikteoretikere ikke når ned til eller ikke har øje for (nej, det handler ikke om tolvtonemusik). Praktisk handler det bl.a. om muligheden for at udvide musikkens tonale rammer – muligheder som peger mod fremtidens musik.
… og så kan man jo godt drømme om, at en eller anden fiktiv journalist (for det er nok et spørgsmål om den slags findes i virkeligheden) ringede for at høre, hvad dette mon kunne få af betydning.
Men drømme skal man vågne fra, og forleden skete det såmænd ved, at jeg faktisk blev ringet op og spurgt det gyldne spørgsmål:

Hvordan tror du fremtidens musik vil lyde?

Stemmen i røret var en teenagers, en afgangsklasseelev, der som led i et projekt ringede rundt til kloge hoveder, og det var såmænd en udmærkelse blot at være blevet henvist til fra en filosof som jeg har respekt for.

Og fra oraklets mund lød:
Øh-bøh wa'-bewa! … lirum larum katten gør æg … Det var ikke noget let spørgsmål, det … !

Efter et par yderligere spørgsmål, som nådigt hjalp mig lidt på gled, fik jeg dog sagt noget fornuftigt om organisk hhv. syntetisk klang og stemningspraktik, om kompleksitet overfor det simple og ikke mindst håb om en parallel udvikling til det, vi ser med bevidstgørelse om ernæring:
En bevægelse bort fra tilsætningsstoffer, madsminke, 'pumpning' og maskinel fremstilling og mere i retning af en kultur som lægger vægt på det organiske, opbyggelige, lødige, de reelle råvarer … billedet af nutidsdanskere i S-tog, bus eller metro med mp3 i ørerne minder måske på mange måder om samme danskere med hver sin chips- eller slikpose!?

Hvad synes du?