mandag den 11. februar 2013

Stemmens Dag 2013




Stemmens Dag har internationale rødder tilbage til 1999. I Danmark har vi siden 2006 i lige år markeret dagen med arrangementer i Rundetaarn. www.stemmensdag.dk

I år har den meget anerkendte svenske stemmeforsker Johan Sundberg taget initiativ til en bredere, mere synlig og koordineret verdensomspændende Stemmens Dag 16. april.
Se mere på www.world-voice-day.org
Malene Bichel er koordinator for den danske del af det internationale samarbejde. Har du - eller kender du til - en stemmebegivenhed på dagen, er det hende, du skal kontakte (se stemmensdag.dk)!

Inspireret af de nye vinde vil vi i år afholde en Stemmens Aften med et kalejdoskopisk indhold.
Tirsdag d. 16. april kl. 19.00 slår vi dørene op og ørerne ud i Blågårds Kirke, hvor du kan være med til at præge forløbet:
Er du - eller kender du - en banansælger, en poetry slammer, en muezzin, en turistguide, en historiefortæller, en transvestit, en nyhedsvært, ... som dagligt benytter stemmen som redskab på en interessant måde, så kan du eller vedkommende komme i betragtning til en kort præsentation.
Kontakt Skye på 20970701/ mail her!
Aftenen vil desuden indeholde musikalske elementer, og publikum bliver også inddraget i stemmeudfoldelser.
VELKOMMEN!

DANSKE ARRANGEMENTER PÅ STEMMENS DAG 2013 (foreløbigt):
19.00    Blågårds Kirke  Stemmens Aften        Stemmens Dag
19.00    Sofiebadet         Stemme- og lydbad    Malene Bichel
19.30    Silkeborg Bad    Rundt om Bellmann    Silkeborg Motetkor

torsdag den 7. februar 2013

Koptisk farvenotation



Fra en samling af seks stykker pergament, beskrevet af den tyske musikolog Hans Hickmann i hans bog fra Musicologie Pharaonique (~ Faraonisk musikkundskab) med formodet datering mellem 5. og 7. århundrede. Farverne antages at indikere tonehøjde (se systemet af 12 toner til venstre) og cirklernes størrelser tonens varighed. På pergamenterne er på koptisk noteret fx ”Spirituel harmoni” og ”Hellig hymnesanger”. Manuskriptet havde en dyb indflydelse på den egyptiske komponist Halim El-Dabhs musiknotation og malerier, efter han opdagede en reproduktion af notationen i Vogue i 1952.

Lydsporet af videoen nedenfor er en koptisk langfredagshymne med rødder tilbage til det faraoniske Egypten. Det er ikke musikken fra notationen, men kan måske give en forestilling om stilen:

video